Fortsæt til indhold
Europa

Ekspert: Vi skal tage informationer fra Ukraine-konflikten med et stort gran salt

Propagandakrigen er i fuld gang i Ukraine, og Kiev-regeringen holder sig heller ikke tilbage.

Tirsdag lød det fra en militærtalsmand i Ukraines hovedstad, Kiev, at fem ukrainske soldater er blevet dræbt i løbet af det seneste døgn i det østlige Ukraine.

14 soldater skal desuden være blevet såret på trods af den våbenhvile, der trådte i kraft sent lørdag aften efter forhandlinger mellem Ukraines præsident Petro Porosjenko, Ruslands Vladimir Putin, Tysklands kansler Angela Merkel og den franske præsident, François Hollande.

"Det er meget muligt, at der er dræbt fem ukrainske soldater, men man skal tage informationerne med et overordentligt stort gran salt, for der kører en propagandakrig uden sidestykke, og Ukraine holder sig ikke tilbage i den sammenhæng," siger senioranalytiker Karsten Jakob Møller, Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

Ifølge senioranalytikeren har Ukraine en interesse i at fremstille det som om, at det er separatisternes skyld, at våbenhvilen ikke holder.

"Der er et fint spil Sorteper i gang i øjeblikket. Den seneste Minsk-aftale er af en sådan karakter, at risikoen for, at Ukraine kommer til at sidde med Sorteper, er overhængende, for det lå i aftalen, at næsten alt hvilede på Kiev-regeringen, og Rusland havde ikke ansvaret for noget som helst. Samtidig udtalte separatisterne, at hvis ikke alle punkterne blev opfyldt til deres tilfredsstillelse, så ville aftalen falde bort. Så de havde næsten undsagt den fra begyndelsen. Men fra russisk side har det været vigtigt at opretholde illusionen om, at der er en fredsaftale for at få mere ro i området og lempet det internationale pres."

Separatisterne har ifølge Reuters understreget, at man kan være "tvunget til at besvare ilden fra ukrainske styrker" og ikke "ensidigt" vil begynde at fjerne tunge våben som artilleri og kampvogne. Og heller ikke de ukrainske styrker har trukket sig tilbage.

"Putin var nødt til at vride armen om på separatisterne i Minsk for nylig, og spørgsmålet er, hvor meget styr han har på de folk, for deres eksistensgrundlag hviler på, at de har magten og er krigsherrerne i området," siger Karsten Jakob Møller.

Størstedelen af de ukrainske dødsfald skal være sket i byen Debaltseve nær Donetsk, hvor der er blevet meldt om voldsomme kampe mellem separatister og ukrainske regeringsstyrker både søndag og mandag.

Separatisterne er interesserede i at erobre Debaltseve, fordi byen har en vigtig togstation og er trafikalt og logistisk knudepunkt i det østlige Ukraine mellem Donetsk og Lugansk.

"Det er sandsynligt, at soldaterne er blevet dræbt her, for der foregår stadig kampe om Debaltseve, og det vil der gøre, indtil man finder en eller anden løsning på, hvem byen tilhører," siger senioranalytikeren, som tilføjer, at netop det spørgsmål var et, som man skrev sig uden om ved forhandlingerne i Minsk i sidste uge.

"Man løste ikke problemet omkring Debaltseve, det stod hen i det uvisse, og Putins kommentar var, at det ville rimeligt, at de ukrainske enheder, som omringer byen, nedlagde våbnene. Hvis det skete, ville separatisterne sidde på Debaltseve, og det ville være et kæmpe nederlag for Porosjenko, som i forvejen har store problemer med at sælge Minsk-aftalen i Kiev. Derfor er det en meget fastlåst situation, hvor byen bliver betragtet som helt afgørende for begge parter."

Natten til tirsdag blev de politiske ledere fra Rusland, Ukraine og Tyskland enige om konkrete tiltag, der skal sikre observatører adgang til byen i det østlige Ukraine.