Avis: Sveriges udenrigsminister Margot Wallström gav efter for russiske krav
Politikere kræver både en forklaring og den svenske udenrigsministers afgang efter afsløring.
Ingen svenske fly kommer til at lande på estisk territorium.
Sådan lød løftet angiveligt fra den svenske udenrigsminister Margot Wallström til Rusland forud for en militærøvelse over Østersøområdet.
Den svenske avis Expressen har fået indsigt i et memorandum fra sidste uges møde mellem den svenske kabinetssekretær Annika Söder og den russiske ambassadør Viktor Tatarintsev.
De to parter diskuterede konflikten i Ukraine samt de da igangværende fredsforhandlinger i Minsk, men ambassadøren stillede også spørgsmål til den militærøvelse, som Sverige gennemfører sammen med USA og Finland i marts eller april.
En øvelse, som bliver gennemført pga. den øgede russiske tilstedeværelse i Østersøområdet.
Ambassadøren ville gerne have flere oplysninger om øvelsen, som man ikke var synderligt begejstret for, at Sverige og Finland havde sagt ja til.
"At disse militært set alliancefrie stater øver sammen med USA, var ikke Rusland ligegyldigt," lyder det i skrivelsen.
Men så kom løftet, som ifølge memorandummet var blevet garanteret af Margot Wallström, som også skulle have diskuteret sagen med den finske udenrigsminister, Erkki Toumioja:
"Ingen svenske fly kommer til at lande i estisk territorium, og det samme gælder Finland."
Afslutningsvist lyder det, at Tatarintsev "forekom tilfreds med svaret."
Ifølge Expressens kilder har udenrigsministeriets snak med ambassadøren vakt vrede hos Forsvarskommandoen og forsvarsminister Peter Hultqvist, som angiveligt ikke er blevet informeret.
Men hovedpersonen, Margot Wallström, afviser at kommentere oplysningerne om, at hun skulle have diskuteret sagen med sin finske kollega, og henviser til, at militærøvelsen hører under forsvarskommandoen og forsvarsministeriets ansvarsområde.
Kabinetssekretær Annika Söder siger til det svenske nyhedsbureau TT, at regeringen ikke har ændret noget i øvelsen efter ambassadørens spørgsmål, og at hun blot svarede på hans spørgsmål.
Samtidig understreger Forsvarskommandoen over for Expressen, at det aldrig har været planen at lande i Estland - afgang og landing har hele tiden skullet foregå fra "egne baser", lyder det.
Formanden for oppositionspartiet Moderaterne, Anna Kinberg, forlanger en forklaring fra regeringen om, hvad der er op og ned i sagen, og også Folkepartiet kræver svar.
"Det er sørgeligt, at russerne vil køre rundt med Sverige, og at den svenske regering lader sig køre rundt med," siger partileder Jan Björklund til Expressen.
Fredrick Federley, som sidder i Europa-Parlamentet for Centerpartiet, linkede til Expressens artikel og skrev følgende kommentar på Twitter:
"Hvis dette stemmer er det på tide for udenrigsminister og kabinetssekretær at gå af."
I oktober sidste år trængte en miniubåd ind i den stockholmske skærgård. Den svenske regering bekræftede i november, at Sveriges territorium beviseligt var blevet krænket, men det er ikke blevet afklaret, hvor ubåden kom fra og hvorfor den befandt sig på svensk territorium, omend mange spekulationer gik på, at det var en russisk ubåd.
Og i december var et russisk militærfly tæt på at kollidere med et passagerfly fra København med kurs mod Polen - i svensk luftrum.
Den svenske, socialdemokratiske udenrigsminister Margot Wallström har været minister i den svenske regering flere gange i 1980'erne og 1990'erne. Som ny udenrigsminister har hun gjort sig bemærket ved at stå i spidsen for Sveriges anerkendelse af Palæstina som stat.