PORTRÆT: Græsk Harry Potter øjner valgsejr
Alexis Tsipras indtager i dag hovedrollen i et valg, der kan få vidtrækkende konsekvenser for EU's fremtid
Alexis Tsipras er blevet sammenlignet med Harry Potter efter beskyldninger om, at han fremtryller magiske valgløfter, som han ikke er i stand til at holde, hvis han vinder magten.
Ifølge krystalkuglen - i form af meningsmålinger - ser lederen af det venstreradikale Syriza-parti ud til at stå som den store sejrherre ved dagens græske parlamentsvalg.
På gaden er han populær hos menigmand, der ser bort fra det sparsomme valgprogram og i stedet hæfter sig ved den 40-årige partileders gentagne løfter: Han vil forandre Grækenland.
Og det vækker bekymring i de europæiske hovedstæder - særligt Berlin og Bruxelles - som følger det græske valg meget nøje.
Den uddannede ingeniør er fra middelklassen og bor i en lejet lejlighed med sin kæreste fra skoletiden og to børn i et mindrebemidlet kvarter i den græske hovedstad, Athen.
Mere end hver fjerde græker er arbejdsløs, mens hver anden ung står uden job, og det er især blandt disse, at Syriza kan hente 30 procent af stemmerne. Det vil gøre partiet til det største i Grækenland på bekostning af den nuværende premierminister Antonis Samaras.
For få år siden var Alexis Tsipras ellers en mand, som iagttagere af græsk politik trak overbærende på skuldrene af, men efter at han har varslet en genforhandling af EU's økonomiske redningskrans, er de græske vælgere stimlet sammen bag ham.
Og dermed er hans navn kommet på den politiske dagsorden i Europa. For nylig skrev det tyske magasin Der Spiegel, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, var forberedt på, at Grækenland i yderste konsekvens kan ryge ud af euroen, hvis Alexis Tsipras vinder valget.
Den karismatiske politikers trumfkort synes at være, at han aldrig har været i regering og dermed ikke har nogen andel i krisen og de voldsomme nedskæringer, som mange grækere bebrejder Tyskland og Merkels sparepolitik.
Den seneste tid har den populære leder dog nedtonet sin retorik og i stedet forberedt sig på rollen som landets leder. Snakken om at sløjfe gælden er erstattet af tale om genforhandling af gælden på 318 milliarder euro.
Netop Tyskland burde dog ifølge Tsipras være mere forstående, da tyskerne i 1953 fik eftergivet halvdelen af landets gæld efter verdenskrigen, hvilket var et skridt på vejen til landets store genoprejsning.
Vinder Syriza valget, vil partiet kræve en lignende forhandling. Og vinder Alexis Tsipras jobbet som premierminister, vil tiden vise, om han kan svinge tryllestaven og skabe job til resten af grækerne, som han har lovet.