Statsanklager: Personer i supermarked dræbt før aktion
Amedy Coulibaly dræbte de fire gidsler, da han stormede ind i det jødiske supermarked i Paris, siger anklager.
Anklagemyndigheden i Paris siger, at de fire gidsler, som blev dræbt i et jødisk supermarked i Paris fredag, blev dræbt, før politiet stormede butikken.
Politiets specialstyrker stormede butikken omkring klokken 17 fredag og dræbte Amedy Coulibaly, der havde forskanset sig indenfor.
Statsadvokat Francois Molin siger fredag aften på et pressemøde, at de fire personer blev skudt at Coulibaly, da han gik ind i butikken og begyndte at tage folk indenfor som gidsler.
Anklagemyndigheden kan ikke bekræfte forlydender om, at der skulle have været tale om to gidseltagere i supermarkedet.
Coulibaly sagde kort tid inden sin død i et telefoninterview, at han angreb supermarkedet, fordi han ville ramme jøder. Han har også sagt til fransk tv, at han arbejdede sammen med de to brødre, der ligeledes fredag blev dræbt i en politiaktion uden for Paris.
Det var de to brødre, som mistænkes for at stå bag onsdagens angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo, hvor 12 personer blev dræbt.
Terrornetværket al-Qaeda i Yemen har fredag aften taget skylden for angrebet.
Samtidig advarer al-Qaeda på den arabiske halvø om, at Frankrig kan forvente flere angreb i fremtiden.