Parlament skal stemme om spædbørn med tre forældre
Som det eneste land i verden kan Storbritannien være på vej mod nyfødte med tre forældre.
Normalt vil familie og venner læne sig ind over et nyfødt barn og sige ting som, "han har sin mors øjne," eller "den næse kommer da vist fra farens side af familien".
Men til næste år vil nogle nyfødte måske have en tredje person at takke for en opstoppernæsen eller de grønne øjne.
Regeringen i Storbritannien har lagt op til en historisk afstemning i det britiske parlament om, hvorvidt det skal være lovligt at udføre fertilitetsbehandlinger, hvor børnene vil have dna fra tre personer.
Behandlingen er udviklet for at undgå, at børn bliver født med mitokondriesygdomme, som gør at kroppen ikke producerer nok energi til at fungere. Ifølge BBC har nogle familier mistet op til syv børn på grund af sygdommene.
Mitokondrier kan beskrives som mikroskopiske kraftværker, der findes i næsten alle celler i kroppen.
Defekte mitokondrier er arveligt, og bliver videregivet fra mor til barn. Derfor har forskere i Newcastle fundet en metode, hvor mitokondrier fra en donorkvinde erstatter moderens enten lige før eller lige efter befrugtning.
Når der bruges mitokondrier fra en donor, vil en del af donorens dna også blive en del af fosterets og senere barnets arvemasse. Børn født som følge af denne procedure vil altså i teorien have tre genetiske forældre.
Professor Doug Turnbull fra Newcaste Universitet har været med til udvikle behandlingen, og han glæder sig til, at parlamentet nu skal stemme om at godkende regler, der tillader brug af donormitokondrier.
"Jeg er glad for, at det nu er kommet til den næste fase. Det er en lang proces, men det er fantastiske nyheder. Vi vil gerne ansøge om licens næste år og håber at lave (den første procedure red.) i 2015," siger han til BBC.
Ti behandlinger om året
Det vil ifølge de foreslåede regler kun være tilladt at foretage behandlingen i de mest alvorlige tilfælde. Det anslås at komme til at gælde omkring ti sager om året i Storbritannien.
Det er dog ikke alle, der er lige positive over for tanken om børn med dna fra tre personer. En kampagnegruppe med navnet "Human Genetics Alert" argumenterer mod en tilladelse af behandlingen.
"Det her er high-tech medicin, når det er værst og mest unødvendigt. Medicinske forskere krydser den etiske linje, der vil åbne døren for designerbabyer, baseret på videnskabelig misinformation og ignorering af flertallets offentlige modstand," siger David King, læge og medlem af kampagnegruppen.
Ifølge BBC er en ud af hver 6500 babyer født med en alvorlig mitokondriesygdom.
Sygdommene betyder normalt, at organer, som er meget afhængige af energi, har problemer med at fungere, fortæller Doug Turnbull til den britiske public service station.
Det kan betyde alvorlige hjerteproblemer, som i sidste ende kan føre til hjertestop, epilepsi, slagtilfælde, demens eller et liv der ender i kørestole og respiratorer.
Der findes ingen kur mod mitokondriske sygdomme.
To forskellige metoder
Den foreslåede fertilitetsbehandling, som vil kunne udskifte moderens defekte mitokondrier med en donors, kan udføre på to forskellige måder.
I den første befrugtes to æg, et af forældrene og et af donorens. Forældrenes samlede dna flyttes så ind i donorens embryo, som er blevet tømt for donorernes dna. På den måde optager den befrugtede kerne donorens sunde mitokondrier, og dermed en smule dna.
På den anden måde flyttes moderens dna ind i donorens tømte æg, hvorefter det bliver befrugtet med faderens sæd.
Tidligere er metoder, hvor der overføres en del af dna fra en anden kvinde, blevet brugt til behandle barnløshed i USA, men de blev forbudt i 2002 på grund af tvivl om børnenes sundhed.
Den foreslåede britiske behandling vil dog ikke blive tilbudt til folk, som har fertilitetsproblemer, men udelukkende til personer, som har arvelige mitokondriesygdomme.
I andre tilfælde fx knoglemarvstransplantationer, ender patienter også med at have tre personers dna i kroppen. Deres forældres og dna fra donoren af knoglemarven.
Forskellen i den foreslåede behandling i Storbritannien er, at den tredje persons dna vil gå i arv til eventuelle børn.
De nye regler, der tillader børn med dna fra tre personer, er indtil videre kun et udkast. Det forventes, at de vil blive fremlagt til afstemning i de britiske parlament inden valget i maj næste år.