Norsk fjeld er i overhængende fare for at styrte sammen
Fjeldet "Mannen" har rykket sig, og indbyggerne i området er blevet evakueret.
På grund af de seneste ugers voldsomme nedbør har fjeldet "Mannen" i Romsdalen mellem Bergen og Trondheim rykket sig flere centimeter.
Det betyder, at hele fjeldsiden meget vel kan ske at give efter og styrte sammen, mener de geologer, som følger fjeldets bevægelser tæt.
"Det er svært at sige, om der går et par timer eller 10-15 timer, men det bevæger sig med 4 millimeter per time, så det er ganske meget. Der er ikke så længe til," siger chefgeolog Lars Harald Blikra på en pressekonference tirsdag morgen.
Hele natten har mandskab fra Civilforsvaret befundet sig nær fjeldet, og ifølge NRK har de "hørt sten løsne sig", hvilket er et tegn på, at et skred kan være nært forestående.
"Der skete et stenskred på fjeldet klokken 01.23 i nat. Det er uvist, hvor stort det var, fordi det var mørkt," siger Tove Anita Ask, som er indsatsleder for lokalpolitiet.
Mandag eftermiddag havde fjeldet ifølge VG rykket sig over 10 centimeter siden den 6. oktober, og hvis det styrter sammen, vil over 120.000 kubikmeter sten ramle mod jorden neden for fjeldet.
Geologerne har i ugevis overvåget fjeldet og fjeldets efterfølgende bevægelser, og det lader nu til, at et skred er "oppe over".
Igen natten til tirsdag har der været kraftig nedbør i området, og det kan betyde, at fjeldet snart giver efter.
"Det skal kun lidt nedbør til, før bevægelserne tager til," sagde chefgeolog Lars Harald Blikra mandag til NRK.
"Mannen" er 1.294 meter højt, og stedet, som man formoder er ved at styrte sammen, ligger i omkring én kilometers højde. Ud over de 120.000 kubikmeter, som er i overhængende fare for at styrte sammen, overvåges yderligere tre mio. kubikmeter.
Indbyggerne nær fjeldet er på grund af faren blevet evakueret, og en jernbane i dalen er lukket.
Ud over "Mannen" er der tre andre norske fjelde, som er i "høj risiko" for at styrte sammen, og som også bliver overvåget døgnet rundt. Det drejer sig ifølge VG om "Åknes" og "Hegguraksla" i Møre og Romsdal samt "Nordnesfjellet" i Troms.
Ifølge "Norges geologiske undersøkelse", NGU, er store fjeldskred skyld i nogle af Norges værste ulykker gennem tiden, ikke mindst på steder, hvor fjeldet er skredet ned i vandet og har skabt store flodbølger. Den vestlige del af landet - hvor også Mannen ligger - er det sted, hvor der er sket flest skred.
Geologerne holder en ny pressebriefing om situationen på fjeldet tirsdag kl. 12.