Ebolapatient vil give blod til andre syge
Selvom hun endnu ikke er erklæret endelig rask, vil hun donere blod for at hjælpe andre.
Den spanske sygehjælper, Teresa Romero, der blev smittet på et hospital i Madrid, mens hun plejede to præster, der var hentet hjem til Spanien, fordi de var blevet smittet med ebola, er i bedring.
Søndag blev hun for første gang testet negativ for sygdommen, og selvom der skal endnu en prøve til, før at hun kan erklæres fri for sygdommen, og hun stadig er meget svag, er hun klar til at hjælpe andre i samme situation. Det skriver den spanske avis El Pais.
Teresa Romero har modtaget to forskellige slags eksperimentel behandling siden hun blev indlagt den 6. oktober. Den ene har bestået af antivirus, og den anden har været blodplasma fra tidligere patienter, der har overlevet den frygtede sygdom.
Omkring et dusin patienter i vestlige lande har allerede modtaget behandling med blodplasma fra helbredte ebolapatienter, med håb om at det kan hjælpe dem med at producere deres egne antistoffer mod virussen, skriver El Pais.
”Jeg ved ikke, om de har bedt hende om det, men hun har sagt til sin mand, at hun er klar til at gøre det,” siger Teresa Mesa, Teresa Romeros veninde og talsperson for familien, ifølge El Pais.
Den amerikanske læge, Kent Brantly, der blev smittet med ebola i Liberia og siden blev transporteret tilbage til USA, blev også behandlet med blodplasma fra tidligere patienter.
Han blev dog samtidig behandlet med den nye og uprøvede Zmapp medicin, og det regnes for mere sandsynligt at medicinen har gjort udslaget. Siden er lagrene af Zmapp sluppet op, og ny medicin er endnu ikke færdigproduceret.
Ebola er en aggressiv sygdom, der blandt andet angriber vigtige organer som nyrer og lever. Hos Teresa Romero har sygdommen ud over andre problemer givet hende lungeødem, bedre kendt som vand i lungerne. Ifølge El Pais er hun dog ved at komme sig fra sine vejrtrækningsproblemer og kan nu klare sig uden ekstra ilttilførsel.
Selvom den anden prøve for ebola også er negativ, vil Teresa Romero skulle blive i isolation i mindst 21 dage. Det er inkubationstiden for ebola, og først efter tre uger uden symptomer, vil hun blive betragtet som rask.
15 mennesker, deriblandt hendes mand, er i øjeblikket under observation i Spanien, efter at de har haft kontakt med Teresa Romero i perioden, fra hun begyndte at udvise symptomer den 30. september, til hun blev indlagt en uge efter. Indtil videre har ingen af dem vist tegn på at være smittede.
Uden at være sikker på hvor effektivt det er, har man brugt blodplasma fra tidligere patienter til at behandle smittede siden det første udbrud i 1976, skriver El Pais. Dette udbrud, hvor en del af patienterne enten bliver flyttet til eller smittet i, giver imidlertid mulighed for langt bedre at undersøge, hvilke behandlingsformer, der virker.