Fortsæt til indhold
Europa

Londons borgmester: Ebola kommer nok til byen

Ifølge Boris Johnson vil Storbritannien ikke undgå at blive ramt af den dødelige sygdom

Londons borgmester, Boris Johnson, sagde lørdag på BBC’s Andrew Marr Show, at byen har et ”fantastisk” beredskab klar til eventuelle tilfælde af ebola, men indrømmede samtidig, at de screeningsprocesser, der skal opdage smittede ,”er langt fra perfekte”.

”Jeg er næsten sikker på, at der på et tidspunkt vil være et tilfælde af ebola i det her land og nok i denne her by,” sagde han ifølge The Independent i showet.

Der har været debat i Storbritannien om, hvorvidt de screeninger, som David Camerons regering i sidste uge indførte i de britiske lufthavne og internationale banegårde, overhovedet havde nogen effekt, eller om de er spild af tid.

Screeningerne indebærer en vurdering af passagerer fra Afrikas rejseplaner, hvem de har været i kontakt med og en eventuel lægelig vurdering.

En screening af passagerernes blodtemperatur for at se, om de har feber, et af symptomerne på ebola, har også været drøftet, men ifølge Boris Johnson vil det ikke kunne beskytte London eller Storbritannien mod ebola.

”Vi kan ikke gå ud fra målinger af blodtemperaturen alene, for man kan være i de tidlige stadier af virussens inkubation og have to til tre uger at løbe på,” sagde borgmesteren.

I USA var den første patient der fik ebola-diagnosen, Thomas Eric Duncan fra Liberia, blevet smittet i hjemlandet, men nåede at rejse ind i USA, inden sygdommen brød ud.

I slutningen af september fik han diagnosen, og han døde af sygdommen onsdag i sidste uge. En sygeplejerske, der var med til at pleje Thomas Eric Duncan er siden blevet testet positiv for ebola.

Artiklens emner
Ebola