Ukraine får løfte om våben
Mens EU gør klar til at ramme Rusland med yderligere sanktioner, er Ukraine blevet lovet våbenstøtte, afslører præsident.
NEWPORT, WALES
Mens EU-lande forberedte nye sanktioner mod Rusland, afslørede Ukraines præsident på Nato-topmødet i Wales torsdag, at landet har fået løfte om våbenstøtte.
»Vi har fået humanitær hjælp, rådgivende hjælp, medicinsk hjælp til sårede og – meget vigtigt – nu også ikke-dødbringende våben og dødbringende våben. En ven i nøden er en sand ven,« sagde Porosjenko torsdag aften på et pressemøde.
Angiveligt er der tale om præcisionsvåben, men præsidenten uddybede ikke, hvem der havde givet løftet.
Tidligere på dagen nåede EU-ambassadører til enighed om, at nye sanktioner skal forbyde russiske statskontrollerede olieselskaber at rejse kapital på europæiske kapitalmarkeder, herunder Ruslands største energiselskab Rosneft og Transneft, som kontrollerer verdens største olierørledning.
Betydelig skærpelse
Skridtet, som torsdag ifølge Financial Times sendes videre til europæiske hovedstæder til godkendelse, vil også ramme virksomheder inden for forsvarsområdet og vil være en betydelig skærpelse af unionens allerede vedtagne sanktioner fra juli, hvor statskontrollerede russiske banker også fik stolen for døren.
En ven i nøden er en sand ven.
Den nye skærpelse skyldes voksende beviser for, at russiske soldater aktivt deltager i kampene i Østukraine, men Vesten er parat til at gå længere.
Selvom Rusland og Ukraine de seneste dage har nærmet sig hinanden i en fredsaftale, signalerede flere ledere i marginen af Natos topmøde i Wales, at sanktionsskruen skal drejes endnu en tak, hvis Rusland fortsætter med at puste til kampene.
Det Hvide Hus sagde i en meddelelse, at lederne fra Natos fem største lande – Italien, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA – på et fælles møde var blevet enige om, at Rusland skal betale yderligere en pris for sine handlinger.
Natos generalsekretær opfordrede på et pressemøde med Ukraines præsident, Petro Porosjenko, som tidligere på dagen mødtes med lederne fra alle ledere fra Natos 28 medlemslande, Rusland til at trække sine tropper ud og sagde, at det internationale samfund bør ramme Rusland endnu hårdere på økonomien, hvis det ikke sker.
Russisk røgslør?
Han stillede samtidig spørgsmål ved, om fredsaftalen – som skal diskuteres igen fredag i Minsk, Hviderusland – i virkeligheden er et russisk røgslør.
»Det har vi tidligere oplevet, men hvis vi er vidner til et ærligt forsøg på konstruktiv, politisk dialog, byder jeg det velkommen,« fortsatte han.
Porosjenko selv erklærede sig som en forsigtig optimist i forhold til fredsaftalen.
Men overskriften på topmødet for Porosjenko var udelt opbakning fra Natos ledere. Alliancen vedtog en hjælpepakke på 15 mio. euro til Ukraine igennem Nato, og flere lande lovede også bilateral hjælp. Herunder våben.