Verdensarv truet af rekordbrand
Brandmændene er trætte, men en støvregn indgyder dog håb, oplyser redningstjeneste.
Den største svenske skovbrand i nyere tid har allerede kostet en person livet og ført til evakueringen af 1.200 mennesker.
Nu truer den omfattende brand, som raser i Västmanlandet ca. 100 km vest for Stockholm og breder sig med to kilometer i timen, en verdensarv, oplyser FN's organisation Unesco.
Arven hedder Engelsbergs bruk og er et jernværk fra 1800-tallet.
"Det er med beklagelse, at mine kollegaer og jeg følger udviklingen i Västmanland og tilstanden for Engelsbergs bruk," skriver den svenske Unesco-generalsekretær Mats Djurberg i en pressemeddelelse.
En tragedie
Bygningen blev optaget på listen over verdensarv i 1993. Den ligger uden for landsbyen Ängelsberg, som allerede er blevet evakueret på grund af skovbranden, og Mats Djurberg kalder det en tragedie, hvis værket går tabt.
"Her er Sveriges tidlige industrielle historie bevaret. På værket kan besøgende følge udviklingen i begyndelsen af 1800-tallet, hvor teknologien gjorde det muligt at begynde at producere stål i store mængder... Det er ikke mindst en påmindelse om den teknologiske udvikling, der har gjort overgangen fra landbrugssamfund til industrisamfund muligt for Sverige og andre lande," siger han.
I Sverige findes 15 ud af flere end 1.000 verdensarv, udpeget af Unesco på verdensplan.
Støvregn kan hjælpe
Ifølge dr.dk har de svenske myndigheder fordoblet indsatsen mod branden i området. Man forbereder sig på øgede vinde i nordøstlig retning tirsdag aften. De 5.000 indbyggere i området er dog endnu ikke blevet evakueret.
En let støvregn er dog opstået i løbet af aftenen, og ifølge Ritzau håber myndighederne, at den gør det nemmere for redningstjenesterne at få bugt med skovbranden.
"Luftfugtigheden er højere, hvilket gør, at vi ikke bare forsøger at modstå branden, men rent faktisk kan begynde at bekæmpe den," siger informationsmedarbejder ved redningstjenesten Erik Bergman til nyhedsbureauet.
Spurgt EU om hjælp
Ifølge ham er brandfolkene i området meget trætte, men de udskiftes jævnligt.
"Vi har fået folk ind fra Gotland, Stockholm, Sörmland, Dalarna og Uppland, men vi kommer til at skulle bruge endnu flere," siger han.
Sverige har spurgt om hjælp gennem EU's civilbeskyttelsesmekanisme, som er et samarbejdsforum mellem beredskabsmyndighederne i EU-landene.
Medlemslandene kan melde behov ind til en fælles katastrofecentral i Bruxelles, som så forsøger at få de øvrige EU-lande til at stille ressourcer til rådighed.
Læs mere om Engelsbergs bruk her.