Fortsæt til indhold
Europa

Næstformand i Kommissionen anbefaler Thorning som EU-præsident

Liberal næstformand peger åbent på den danske statsminister som sin foretrukne kandidat til EU-topjob.

Længe er hendes navn blevet hvisket i krogene.

Men for første gang træder en højtstående politiker i Bruxelles nu frem og anbefaler direkte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til et topjob i EU.

Det drejer sig om den liberale kommissær fra Holland, Neelie Kroes, som i øjeblikket er næstformand i EU-Kommissionen.

”Til citat vil jeg gerne sige, at Helle Thorning-Schmidt ville blive en god efterfølger til Herman Van Rompuy som formand for Det Europæiske Råd,” skriver hun til sine mere end 110.000 følgere på det sociale medie Twitter.

Hendes talsmand, Ryan Heath, uddyber over for Jyllands-Posten.dk:

”Helle Thorning-Schmidt er en kompetent politiker, som vil gøre det godt som EU-præsident, og det er godt at se flere kvinder i topjobs. Hun er en moderne socialdemokrat, og Kroes er enig med hendes politik på mange områder.”

Normalt ingen kommentarer

Meldingen er opsigtsvækkende, fordi ingen på så højt niveau offentligt før har anbefalet den danske statsminister. Tværtimod er europæiske toppolitikere gledet af på spørgsmål om Thornings kandidatur til et EU-topjob. Eksempelvis da kommissionsformand José Manuel Barosso for nylig var i Danmark.

”Hun har mange kvalifikationer. Det ved jeg efter at have arbejdet med hende i mange år. Jeg vil dog ikke svare på hypotetiske spørgsmål. Det kan jeg ikke spekulere i,” sagde han afværgende.

Både Barosso og Kroes forlader deres højtstående stillinger, når en ny kommission bliver sammensat, hvilket forventes at ske under ledelse af luxembourgeren Jean-Claude Juncker. De to har altså ingen formel indflydelse på, hvem der bliver ny formand for Det Europæiske Råd. Det bliver alene afgjort af de 28 stats- og regeringschefer, som Det Europæiske Råd består af, og som aktuelt ledes af belgieren Herman Van Rompuy.

Topmøde på onsdag

I morgen tirsdag ventes EU-Parlamentet endeligt at godkende Juncker som ny kommissionsformand.

Onsdag mødes stats- og regeringscheferne i Bruxelles, hvor de vil forsøge at nå til enighed om en ny formand for Det Europæiske Råd – eller EU-præsident, som jobbet ofte benævnes.

Det er dog endnu uvist, om der kan opnås fuld konsensus om én kandidat, og kilder tæt på processen siger, at der er 50 pct. risiko for, at spørgsmålet om, hvem der bliver ny præsident kan trække ud helt til efteråret. Herman Van Rompuys embedsperiode udløber den 1. december.

Thorning har selv afvist talrige gange, at hun er kandidat til et EU topjob.