Fortsæt til indhold
Europa

Lokofører erkender: Troede, jeg var et andet sted på ruten

Da Francisco Garzon opdagede, hvor han var, var det for sent at bremse.

Lokomotivføreren fra togkatastrofen i Spanien, fortæller nu, at han troede, han var et andet sted på ruten end det farlige sving, hvor hastighedsbegrænsningen var sat på 80 km/t.

Den 53-årige Francisco Garzon skulle have beskrevet episoden som en "forglemmelse", da han afgav forklaring i retten søndag.

Det oplyser anonyme retskilder, ifølge avisen El Pais.

Var ikke en teknisk fejl

Tidligere har der været spekuleret i, om en teknisk fejl var årsagen til ulykken, som kostede 79 personer livet.

Nu viser det sig, at det var lokomotivføreren, der var skyld i, at toget kørte alt for stærkt. Da han opdagede, at han befandt sig tæt på svinget, hvor det kun er tilladt at køre 80 km/t, var det for sent at bremse.

Efter retsmødet søndag blev Garzon løsladt mod kaution, men har fået frataget sit pas, så han ikke kan forlade landet. Derudover er han pålagt at møde op i retten en gang om ugen.

Tre dages sorg

Ulykken skete tæt på den spanske by Santiago de Compostela onsdag. Efterfølgende er pårørende til ofrene for ulykken strømmet til byen.

Lokomotivføreren Francisco Garzon er blevet sigtet for uagtsomt manddrab.

Der blev erklæret tre dages landesorg i landet efter tragedien.