"Terror"-retorik tænder op under demonstranter i Tyrkiet
Nogle demonstranter leder efterhånden bare efter anledninger til at slås, fortæller ekspert.
Massive protester har været hverdag i Tyrkiet i efterhånden mere en to uger. Det hele begyndte med fredelige demonstrationer ved Gezi-parken, som skulle nedlægges til fordel for et shopping-center.
Demonstrationerne bredte sig derefter til Taksimpladsen, som Gezi-parken ligger i nærheden af, resten af Istanbul og efterhånden til hele Tyrkiet og flere byer i Europa, hvor der bliver afholdt støttedemonstrationer.
Det, at han vælger at tale på den her måde og polarisere befolkningen, har sammen med myndighedernes hårdhændede intervention mod demonstranter skabt en situation, hvor der desværre er nogen af demonstranterne, der er blevet radikaliseretDanielle Kuzmanovic., adjunkt, Institut for Tværkulturelle og Regionale studier.
Både Gezi-parken og Taksimpladsen er nu ryddet af de tyrkiske myndigheder, men protesterne landet rundt fortsætter.
Alle er terrorister
Den tyrkiske EU-minister Egemen Bagis udtalte til den tyrkiske tv-kanal A Haber lørdag aften:
"Fra nu af vil staten desværre være nødt til at anse enhver, som stadig er der (på Taksim-pladsen red.) for at støtte eller være medlem af en terrororganisation."
Dermed har myndighederne i Tyrkiet skærpet retorikken, som det er med til at radikalisere demonstranterne, mener forsker.
"Dem" mod "os"
Danielle Kuzmanovic adjunkt, Institut for Tværkulturelle og Regionale studier, Københavns Universitet, forklarer, at premiereminister Erdogan benytter sig af samme retorik.
"Han genskaber et "dem" og et "os", når han taler om bøller og terrorister i stedet for at forsøge at skabe forsoning og dialog. Det, at han vælger at tale på den her måde og polarisere befolkningen, har sammen med, og jeg understrager sammen med, myndighedernes hårdhændede intervention mod demonstranter skabt en situation, hvor der desværre er nogen af demonstranterne, der er blevet radikaliseret," siger Danielle Kuzmanovic.
Hun forklarer, at den slags retorik er hørt tidligere i forskellige sammenhænge og ikke kun begrænser sig til Tyrkiet.
"Den radikalisering gør, at nogen demonstranter er begynder at lede efter at ville slås. Det er virkelig en uheldig situation," siger hun.
Politiet har en undskyldning
Danielle Kuzmanovic mener, at myndighederne ved at bruge terrorist-retorikken forsøger at gøre demonstrationerne illegitime.
"Så myndighederne kan få rygdækning for at gå ind i og bruge de midler, der er blevet taget i anvendelse. Det er midler, som normalt bruges mod dem, som i Tyrkiet betegnes som terrorister. Det er ikke ukendt at se politiet bruge tåregas og vandkanoner i demonstrationer, men ikke i den her type af demonstrationer," siger hun.
Samtidigt kunne man overveje, om den nye retorik kunne få en betydning for demonstranternes fremtid i de tyrkiske retssale.
Hentet og anholdt hjemme
En række demonstranter blev anholdt tirsdag i sidste uge, men blev efterfølgende løsladt igen.
Situationen har dog været en anden i weekenden, hvor der lørdag blev foretaget anholdelser under demonstrationerne, men også søndag, hvor folk, der formodes at have deltaget i demonstrationerne, blev hentet i deres hjem.
"Så der er ikke tvivl om, at der kommer retslige efterspil, men det er meget svært at sige, hvor det lander nu, og hvilke paragraffer, der vil være tiltale efter," mener Danielle Kuzmanovic.
Befolkningen: Uacceptabelt
Forskeren mener, at den tyrkiske befolkning godt kan gennemskue myndighedernes terrorist-retorik.
"Det var lidt forventeligt, at den også ville komme på bordet desværre, men det er ikke, fordi det er acceptabelt, og folk hernede finder det heller ikke acceptabelt. Det er heller ikke fordi, at alle folk tror, at det forholder sig på den her måde. De kan godt se, at der er mere end terrorister på spil her," forklarer hun.
Endeligt er det vigtigt ikke at have sort/hvide syn af protesterne i Tyrkiet, mener hun, da langt de fleste demonstranter er frededelige, mens en række af dem vil også bare slås.
"Det er den krog, som Erdogan og AKP kan anvende. De er bøller og terrorister, så slår man hårdt ned på hele mængden," siger hun.
Mandag demonstrerer fem fagforeninger i Tyrkiet i protest mod politiet og premierminister Erdogan.