Günter Grass bliver årets europæer
Europabevægelsen hædrer Den tyske forfatter Günter Grass med prisen som årets europæer. Kritikere mener, at det har han ikke fortjent.
Den omdebatterede tyske forfatter Günter Grass modtager i år Europabevægelsens pris som ”årets europæer”. Grass skriver sig dermed ind i rækken af prismodtagere, som tæller bla. tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), den tyske kansler Angela Merkel og prins Henrik.
Valget af den 85-årige Grass, som først sent omtalte sin nazi-fortid, og som var modstander af Tysklands genforening, bakkes ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger ikke helhjertet op af alle i Europabevægelsens top.
Medlem af forretningsudvalget Jens-Kristian Lütken står ved valget af Grass, som han selv har været med til at foreslå:
Det positive vejer tungest
»Hans bøger har været med til at åbne synet på Europa og vores fælles historie. Det er rigtigt, at han var imod genforeningen, men det var Poul Schlüter også. Han har i lighed med mange andre tyskere haft en nazistisk fortid, men kom sent ud med det, og det er klart, at når så stor en moralist som Grass afsløres, så pilles han ekstra meget ned fra piedestalen, men det overskygger ikke de positive sider ved hans forfatterskab,« siger Jens-Kristian Lütken, som særligt henviser til bøgerne ”Mit århundrede” og ”I krebsegang” som eksempler på, hvordan Grass åbner nye sider af Europas historie.
Men den begrundelse er ikke stærk nok, mener tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K):
»Günter Grass er ikke noget specielt godt valg. Man kan ikke være europæer og gå imod genforeningen af Tyskland, som er det vigtigste, der er sket i Tyskland siden 1945. Det ligner et valg, som mere tyder på, at Europabevægelsen vil gøre sig interessant,« siger han.
Også medlem af EU-Parlamentet for Venstre, Jens Rohde, er forbløffet:
»Grass har haft en noget relativ tilgang til sin egen historie, som gør det svært at sætte ham op på en piedestal med en pris. Det er vigtigt at hylde mennesker, som har stået for fred og samling i Europa. På det hold ser jeg ikke Günter Grass.«
Et fint valg
Historiker Uffe Østergaard, professor ved CBS, og selv tidligere prismodtager betegner valget af Grass som fint.
»Han personificerer det modsætningsfyldte i Europa. Han er en kendt europæisk stemme, går ind for udsoning og for, at et demokratisk Tyskland skal spille en rolle i Europa,« siger han.
Litteraturkritiker Niels Barfoed, som personligt kender Günter Grass, henviser til, at Grass gennem sine bøger har givet det østlige Europa en stemme:
»Han har en europæisk tænkning, som ikke kører på unionens præmisser, men på kulturelle præmisser,«siger han og nævner "Bliktrommen" som eksempel på en roman, hvor Grass giver sin hjemstavn i Polen en stemme og insisterer på at tænke i sameuropæiske baner.