Fortsæt til indhold
Europa

Birte Weiss vidner mod Balkankrigens Mladic

Tidligere dansk minister blev ved et tilfælde vidne til krigens gru. Nu vidner hun mod en af hovedpersonerne.

Ritzau

Den tidligere danske indenrigsminister Birte Weiss tager fredag morgen plads i en retssal i Haag for at vidne mod en mand, der med hendes ord er "en af de helt store fisk" bag 1990'ernes krige på Balkan.

Weiss er anklagemyndighedens vidne nummer 47 i sagen mod den tidligere bosnisk-serbiske hærchef Ratko Mladic.

Anklaget for krigsforbrydelser

Han blev først anholdt for halvandet år siden og står anklaget for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Blandt andet for sin rolle i massakren i Srebrenica på over 7000 bosniske mænd og drenge.

Retten skal se klip fra dokumentarfilmen "En minister krydser sit spor", der tager udgangspunkt i Weiss' ministerrejse i 1996 til den bosniske by Biljani, hvor hun lidt tilfældigt blev inviteret til at være uvildigt vidne til åbningen af en fire år gammel massegrav.

Siden har hun skrevet to bøger om krigen, boet et år i Sarajevo, og så sent som for to uger siden igen været tilbage i området som journalist.

- Jeg er godt tilfreds med, at den viden, jeg har samlet gennem så mange år, tilsyneladende kan bruges til noget i det retlige efterspil. Det er en rigtig god fornemmelse, siger Weiss til Ritzau.

Tre endnu ikke dømt

Mladic er en af tre tidligere topfolk fra Balkankrigene, der endnu ikke er dømt.

Også de bosniske serberes tidligere politiske leder, Radovan Karadzic, og Goran Hadzic, der var præsident i den selvudråbte serbiske republik Krajina i Kroatien, er nu for retten i Haag.

Samtidig bliver mange lavere rangerende aktører retsforfulgt ved en lokal krigsforbryderdomstol i Sarajevo.

Weiss forudser, at retsopgøret aldrig vil "blive ført helt til bunds". Men Mladic er en af de vigtige.

- Det spiller positivt ind, at de helt store fisk rent faktisk bliver retsforfulgt i et internationalt retsorgan.

- Det er mændene bag. De, der planlagde det. De, der havde udryddelsen af dele af den ikke-serbiske befolkning i Bosnien som deres hovedmål, siger Weiss, kort før hun selv sætter sig i vidneskranken i Haag.