EU-Parlamentet i asbest-skandale
Skatteborgerne risikerer regning på over 30 mio. kr. for at rense EU-Parlamentets nyindkøbte bygninger i Strasbourg for farlig asbest. Folkebevægelsen mod EU kræver øjeblikkelig evakuering, mens DF forlanger kulegravning af asbest-skandalen og stop for rejsecirkus.
Bruxelles
EU er havnet i endnu en asbest-skandale, der i sidste ende kan koste skatteborgerne millioner.
Denne gang er det EU-Parlamentets nyindkøbte bygninger i Strasbourg, der indeholder det farlige asbest, og der er foreløbig afsat næsten 33 millioner kroner til at fjerne det farlige bygningsmateriale.
Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Mogens Camre, kræver en kulegravning af den nye asbestskandale. En rapport har afdækket, at flere bygninger i Strasbourg, som EU-Parlamentet i 2006 købte af Strasbourg by, på trods af forsikringer fra sælgeren alligevel indeholder sundhedsskadelig asbest.
Parlamentets præsidium har på den baggrund bedt om en bevilling på 8, 2 mio. kr. nu og 25 mio. kr. kr. i 2009 til at fjerne asbesten. EU-Parlamentets præsidium håber og forventer dog, at det bliver myndighederne i Strasbourg, der i sidste end kommer til at betale regningen.
Strid om betaling
Da Parlamentet i 2006 købte bygningerne for omkring 1 mia. kr. blev der godt nok konstateret asbest i to bygninger – men i to erklæringer blev det garanteret af sælgeren, at der kun var ufarligt, indkapslet asbest, som ikke skulle fjernes. Det viser sig nu at være forkert, og asbesten kan være farlig for de ansatte og skal fjernes.
Sagen dukkede op, da parlamentets budgetudvalg diskuterede de økonomiske rammer for 2009, og et flertal i udvalget vil i første omgang fastfryse pengene til asbest-fjernelsen indtil der foreligger en garanti for, at det ikke bliver skatteborgerne, der skal betale.
”Det er ganske åbenbart, at omkostningerne til at fjerne asbesten juridisk påhviler Strasbourg by, og det er utroligt, at parlamentets ledelse alligevel vil lade skatteyderne betale. Der er tale om, at personer i parlamentet og Strasbourg by i fællesskab malker de europæiske skatteydere til fordel for Strasbourg,” skriver Mogens Camre i en kommentar.
Stop for rejsecirkus
Medlem af EU-parlamentet fro Folkebevægelsen mod EU, Søren Søndergaard, siger, at parlamentet øjeblikkeligt bør evakueres:
”Der skal ikke bruges én skatteyder-krone på at renovere asbest-reden i Strasbourg. Skulle der være parlamentsmedlemmer, som insisterer på at bygningen fortsat skal bruges af parlamentet, foreslår jeg, at de selv betaler for oprydningen,” fastslår han.
Både Camre og Søndergaard mener, at man bør benytte skandalen til at stoppe det omstridte flyttecirkus, hvor samtlige EU-parlamentarikere og tusindvis af ansatte hver måned flytter til Strasbourg, selv om der også er gigantiske parlamentsbygninger i Bruxelles.
”Dette er en oplagt mulighed for at stoppe EU-parlamentets rejsescirkus mellem Bruxelles og Strasbourg, som både bidrager til klima-krisen og hvert år koster skatteyderne over to mia. kr. Der er ingen fornuftig grund til, at EU-parlamentet skal have to ens bygningskomplekser til sin rådighed, især ikke når det ene er en giftbombe,” mener Søren Søndergaard.
13 år om rensning
Mogens Camre påpeger, at fjernelse af asbesten er sundhedsfarlig, og bygningerne vil derfor i en tid være ubrugelige.
”Viser det sig nu, at EU skal bruge mange millioner euro på at fjerne asbest i bygningen i Strasbourg, er det endnu et vægtigt argument for at flytte hovedsædet permanent til Bruxelles, fastslår Mogens Camre.
EU har tidligere været involveret i en asbest-skandale, da der i 1991 blev fundet asbest i EU-Kommissionens berømte Berlaymont-bygning i Bruxelles. Det tog herefter 13 år at rense bygningen, som Kommissionen først flyttede ind i igen i 2004.
Som situationen er i dag, skal de mere end 700 medlemmer af EU-Parlamentet, tusindvis af ansatte og en konvoj af store lastbiler med tonsvis af papir hver måned fragtes næsten 500 km fra Bruxelles til Strasbourg. I begge byer er opført store parlamentsbygninger, og politikere og ansatte har kontor i begge byer.
Selv om de folkevalgte og medarbejderne i årevis har forsøgt at sætte en stopper for flytterodet, og mere end en million borgere har skrevet under på en protest, er politikerne tvunget til at fortsætte med at pakke papirer og sagsakter ned i store metalkasser.
Frankrig har med en gammel studehandel en traktatfæstet vetoret og nægter at flytte Parlamentet til Bruxelles.
EU-Parlamentets gigantiske hovedsæde i Strasbourg rummer en enorm mødesal med sæder til 732 folkevalgte politikere, tolkebokse, tilskuerpladser, 29 mødelokaler og 1.133 fuldt udrustede kontorer, butikker, fitnesscenter, restauranter, caféer, masser af kunstværker og et pressecenter.
Problemet er bare, at milliardbyggeriet står tomt og ubrugt mere end 300 dage om året
I Bruxelles er der nemlig også opført en gigantisk bygning til omkring 10 mia. kr.
Bruxelles er EU-Parlamentets daglige arbejdsplads, og bygningen her bruges flittigt. Her er også en mødesal med 750 sæder, tolkebokse, presse- og tilskuerpladser, og den rummer bl.a. 3.122 kontorer, ca. 70 mødelokaler, restauranter, barer, posthus, bank og butik, og så bliver den i øjeblikket udvidet for et par mia. kr.
EU-Parlamentets hovedsæde i Strasbourg er et symbol på forsoningen mellem Tyskland og Frankrig, men den franske modvilje skyldes mere, at Strasbourg lever højt på indtægterne fra gæsterne.