Politi og demonstranter stødte sammen i Portugal
Portugisiske borgere demonstrerer mod høje boligpriser. Flere anholdte og tilskadekomne i Lissabon og Porto.
13 personer er blevet anholdt i forbindelse med demonstrationer i Portugal.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Der har søndag været sammenstød mellem politiet og demonstranter i både landets hovedstad, Lissabon, og byen Porto.
Portugiserne demonstrerer mod en boligkrise, der er en af Europas værste.
Købspriserne er mere end fordoblet siden 2017, og huslejerne med nye lejekontrakter er næsten fordoblet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Sammenstødene brød ud ved to protestlejre på Rossio-pladsen i hovedstaden og Dom João I-pladsen i Porto.
Politiet rykkede ind mod lejrene omkring kl. 05.30 dansk tid.
»Det lugter af diktatur,« råbte demonstranterne ifølge nyhedsbureauet.
Politiet oplyser, at der blev kastet flasker og maling efter betjentene, da de forsøgte at fjerne teltene.
69 telte blev fjernet i Lissabon og 30 i Porto.
De blev sat op efter fredelige demonstrationer lørdag.
Politiet har ad flere omgange ryddet lejrene, som de har meldt ud er ulovlige.
Det oplyses i en udtalelse, at seks personer er anholdt i Lissabon, mens syv er blevet anholdt i Porto.
Ud over de anholdte er flere demonstranter kommet til skade under sammenstødene med politiet.
Det gælder også flere betjente. Otte er bragt til hospitalet.
Også et ukendt antal civile kom til skade i forbindelse med aktionen.
Ifølge politiet forløb det hele »med strenghed, en afbalanceret tilgang og respekt for borgernes rettigheder«.
En af aktivistgrupperne, der hedder Acampada Lisboa, har indkaldt til endnu en demonstration søndag eftermiddag som reaktion på politiaktionen.
»Vi nægter at være tavse,« lyder det ifølge nyhedsbureauet i et opslag på sociale medier.
Opslaget udgøres af billeder af demonstranter med blå mærker og blødende sår, som organisationen tilskriver »politivold«.