Fortsæt til indhold
Europa

Serbiens studerende går fra gadeprotester til stor politisk magt

Efter næsten to års protester har studenterbevægelsen vundet valget og besejret Serbiens mangeårige magthaver. Sejren sender landet i en ny politisk retning.

Tusindvis af serbere strømmer ud på gaderne for at fejre valgsejren. Fyrværkeri lyser himlen op, folkemængder råber slagord, og bilister dytter, mens serbiske flag vajer ud ad bilruderne.

»Jeg har det fantastisk. Jeg føler, at jeg endelig bor i et frit land,« siger studenten Mila Martic til AFP.

Søndag vandt den lederløse bevægelse, De Studerende Vinder, Serbiens parlamentsvalg med 52 pct. af stemmerne. Den har fået 138 af parlamentets 250 sæder.

Nederlaget blev hurtigt erkendt af Serbiens mangeårige leder, Aleksandar Vučić. Vučić har været landets dominerende politiker i 12 år.

»Vi har stadig ikke de endelige resultater. Men det er klart, at vi har tabt det her valg,« sagde han ifølge BBC.

Valgsejren markerer kulminationen på næsten to års protester, der begyndte efter en ulykke på jernbanestationen i Novi Sad i 2024. 16 mennesker mistede livet. Ulykken blev kædet sammen med korruption og sendte tusindvis på gaden med krav om, at de ansvarlige blev stillet til regnskab.

I spidsen for protesterne stod de studerende, der krævede en gennemsigtig undersøgelse af ulykken. Protesterne udviklede sig til et krav om nyvalg.

Søndag kl. 18 havde næsten 65 pct. af de 6,4 mio. registrerede vælgere afgivet deres stemme. Det er den højeste valgdeltagelse siden Jugoslaviens opløsning i 1992.

Resultatet blev fejret af tusindvis af serbere på gaderne. Mange løftede tre fingre i luften som tegn på støtte til bevægelsen, der stod som nummer tre på stemmesedlen. Samtidig er gestussen en traditionel serbisk hilsen.

Radomir Saičić var også på gaden for at fejre resultatet. Han er universitetsprofessor og kandidat for bevægelsen.

»I dag fejrer vi på den bedste måde, som Serbien kender. Med sang, dans, kram og glædestårer.«

»I morgen begynder et hårdt, seriøst og ansvarligt arbejde for at bygge et Serbien, hvor loven er lige for alle,« sagde han.

De Studerende Vinder stillede op med 250 kandidater til det serbiske parlamentsvalg, hvorpå universitetsprofessor Ilija Srdanovic stod øverst. Foto: Marko Djurica/Reuters

De Studerende Vinder har et bredt politisk program, men omdrejningspunktet er at bekæmpe korruption.

Et slag for Putin

Jens-Kristian Lütken er landsformand for Europabevægelsen, som er Danmarks tværpolitiske organisation for europæisk engagement og oplysning. Han ser valgsejren som en mulighed for at bringe Serbien tættere på EU.

»Studenterbevægelsens valgsejr er et slag i ansigtet på Putins Rusland, som nu står til at miste en nær allieret. Vi skal derfor tage imod Serbien med åbne arme og sikre, at den nye regering kommer godt fra start. Et EU-medlemskab er målet,« siger han i en pressemeddelelse.

Efter Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 gik Serbiens optagelsesproces til EU i stå, da Vučić afviste at indføre sanktioner mod Rusland. Nu skal bevægelsen finde ud af, hvem der skal overtage posten som landets premierminister.

Der er hverken et fast hierarki eller en udpeget leder i De Studerende Vinder, ligesom der ikke er i protestbevægelsen. Men bevægelsen har indleveret en liste med 250 studenterstøttede kandidater til valgkommissionen for at gøre op med ”persondyrkelse”.

Kandidaterne spænder fra akademikere over sportsfolk til landmænd, og mange af dem har begrænset politisk erfaring.