Fortsæt til indhold
Europa

Pave Leo skal opereres efter fund af lungeknude

Pave Leo skal opereres i de kommende dage, fortæller han søndag til pilgrimme.

/ritzau/

Pave Leo skal gennemgå en operation i de kommende dage.

Det sker, efter at læger har opdaget en lungeknude, også kaldet en nodulus, på et tidligt stadie.

Det siger paven søndag til fremmødte pilgrimme på Peterspladsen i Vatikanet ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

- Lægerne vurderer, at det er rigtigt at gribe ind, og derfor - i overensstemmelse med deres råd - har jeg besluttet at få operationen for at få fjernet den, lyder det.

Paven fortæller, at knuden blev opdaget under nylige helbredsundersøgelser, og at den er på et meget tidligt stadie.

Knuden er afgrænset, siger pave Leo i sin tale.

Den 71-årige pave Leo er nummer 267 i rækken og den første amerikanske pave.

Han blev valgt i 2025, efter at hans forgænger pave Frans døde i en alder af 88 år.

I foråret blev pave Leo kraftigt kritiseret af USA’s præsident, Donald Trump, efter at han havde udtrykt kritik af USA og Israels krig i Iran.

- Pave Leo er svag, når det gælder kriminalitet og elendig i udenrigspolitik, har Trump blandt andet skrev på sit sociale medie Truth Social.

Paven sagde efterfølgende, at han ikke var interesseret i at indgå i en debat med den amerikanske præsident.

- Jeg vil fortsætte med tydeligt at udtrykke min modstand mod krig, forsøge at fremme fred og dialog og multilaterale forhold mellem stater for at finde løsninger på problemer, lød det ifølge Reuters.

Vatikanets pressekontor oplyser søndag ifølge Reuters, at pave Leo ventes at skulle bruge omkring en uge på at komme sig efter operationen.

Pressekontoret giver ikke umiddelbart yderligere detaljer om pavens helbred.

Paven er både den katolske biskop i Rom og statsleder i Vatikanstaten. Ifølge katolsk lære har paven myndighed over katolsk lære og anses som kirkens overhoved.