To døde efter skudepisode i det sydøstlige Norge
Mand i 20'erne sigtet for drab efter et skyderi ca. 100 kilometer sydøst for Oslo.
Tre personer er blevet skudt i kommunen Halden i Norge.
To af personerne har mistet livet, mens den tredje er hårdt såret. Personerne tilhører et jagtselskab.
Ifølge NRK er de dræbte en mand i 70’erne og hans søn, som var i 40’erne.
En mand i 20’erne er blevet sigtet for drab.
Politiet har på et pressemøde oplyst, at gerningsmanden blev pågrebet af vidnerne på stedet, og at politiet kunne anholde ham, da man ankom.
Det er den umiddelbare vurdering, at han ikke tilhører jagtselskabet.
»Dette er en meget alvorlig og tragisk hændelse, som har ramt flere mennesker hårdt. Vores tanker går til de pårørende,« udtaler fungerende politimester i Øst politidistrikt Vibeke Schøyen i en pressemeddelelse.
Data for lufttrafik viser, at to politihelikoptere, en ambulancehelikopter og en redningshelikopter har været i luften.
Byen Halden ligger omkring 100 kilometer i sydøstlig retning fra Oslo. Den hårdt sårede er blevet fløjet til Ullevål hospital i Oslo.
Politiet oplyste om hændelsen klokken 07.59. Skyderiet fandt sted omkring klokken 07.30.
Kommunen har indsat krisestab.
Politiet er i gang med at informere de pårørende om søndagens hændelse.
Den norske justitsminister, Astri Aas-Hansen, udtrykker medfølelse med både pårørende og ofre.
»Nu er det vigtigt at lade politiet gøre sit arbejde, og at der bliver taget godt vare på pårørende,« siger hun i en udtalelse til det norske nyhedsbureau NTB.