Fortsæt til indhold
Europa

Barejer fængslet i tre måneder efter dødsbrand nytårsnat i Schweiz

Han ejer baren Le Constellation sammen med sin hustru. Begge mistænkes for uagtsomt manddrab.

/ritzau/

En barejer skal være varetægtsfængslet i foreløbigt tre måneder i sagen om en brand nytårsnat på en bar i Crans-Montana i Schweiz.

Det skriver det schweiziske medie SRF.

Han har været tilbageholdt af myndighederne siden fredag, men først mandag har en domstol besluttet, at han skal varetægtsfængsles.

40 personer - hovedsageligt unge - mistede livet i branden, der brød ud på baren Le Constellation på skisportsdestinationen Crans-Montana.

Han ejer baren sammen med sin hustru.

De mistænkes begge for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og uagtsom brandstiftelse.

Da han blev tilbageholdt fredag, skete det, fordi anklagemyndigheden frygtede, at han ville flygte ud af Schweiz.

Han er fransk statsborger.

Foruden de 40 omkomne fik flere end 100 personer alvorlige kvæstelser - primært brandskader - i forbindelse med branden.