I høgens hjerte ligger en tyrkertro på, at historien aldrig ender

TALLINN

»Han er hjernen bag vores udenrigspolitik.«

Sådan beskriver flere embedsmænd uafhængigt af hinanden Jonatan Vseviov.

Og »hovedarkitekten« er frustreret.

Ikke fordi folk siger, han har fundet på Estlands udenrigspolitik. Det affejer han hurtigt.

»Det er løgn.«

Er det?

»Absolut.«

Jyllands-Posten har mødt ham i et 10-etagers byggeri i Estlands hovedstad, Tallinn. Engang var det hovedkvarter for det kommunistiske parti.

I dag huser det Estlands udenrigsministerium, hvor Jonatan Vseviov er generalsekretær.

»Vi er et lille land, men det er ikke en enmandsforevisning. Der er 700 mennesker i udenrigstjenesten, 500 diplomater, og vi arbejder tæt sammen med vores kollegaer fra forsvaret, efterretningstjenesten og den politiske klasse.«

Men det er som sagt ikke hans omdømme, der frustrerer ham.

»Er I ikke bange?«

Det er vestlige journalister, der kommer og stiller de forkerte spørgsmål.

Oversimplificeringer og fejlskud.

»En af dem har vi diskuteret. Det er idéen om historiens afslutning,« siger Jonatan Vseviov.

Han refererer til historiker Francis Fukuyamas ”Historiens afslutning”, der i 1990’erne fejrede en fremtid, hvor demokrati ville sprede sig over kloden i tomrummet efter marxismens sammenbrud.

Det er indlysende, at Francis Fukuyama havde armene over hovedet en postgang for tidligt.

Men ifølge Jonatan Vseviov er der stadigvæk folk, der regner med, at ”historien” slutter med krigen i Ukraine.

»Når jeg hører folk, der kun fokuserer på at få drabene til at stoppe, eller når jeg høre folk sige, at de er trætte af krigen, spørger jeg altid: ”Hvad regner I med?”« siger Jonatan Vseviov:

»Regner I med, at når krigen er ovre, kan vi gå tilbage til at hvile på laurbærrene og holde ferie? Det kommer ikke til at ske. Historien vil fortsætte, og vi kommer til at gå til denne nye æra fra et udgangspunkt, hvor vi enten har forsvaret Europas sikkerhed eller fra et udgangspunkt, hvor vi har fejlet. Uanset hvad kommer, er der ingen hviletid.«

Og så er der et spørgsmål, der rigtig kan få generalsekretæren op i det røde felt.

»Jeg bliver altid vred, når folk for det meste fra Vesten kommer og spørger os, om ikke vi er bange, og om ikke vi føler os særligt sårbare over for den russiske udfordring,« siger Jonatan Vseviov.

»Hvad skal der til for at få folk til at indse, at Rusland ikke bare er en smal, regional bekymring? Hvis Rusland får magt, som de har agt, ophører EU og Nato med at eksistere. Hvis de tror, det kun er et problem for os, så har de fundamentalt misforstået international sikkerhed i det 21. århundrede.«

Han påpeger, at der er cyberangreb overalt.

Der er spionage, den russiske skyggeflåde sejler gennem danske bælter, der bliver foretaget lejemord med polonium i europæiske byer, russiske oppositionsfigurer bliver skudt i vores hovedstæder, og så er der hele den militære trussel.

»Selv hvis du forsøger kunstigt at adskille konventionelle militære trusler fra alt andet, er det ikke begrænset til de baltiske lande. Jeg ved ikke, om det er noget, folk gør for at skærme sig fra et farligt og skræmmende scenarium, men den her idé om, at det er et særskilt estisk problem, det frustrerer os,« siger Jonatan Vseviov.

»Lang historie kort: Vi er alle i samme båd, og uanset om vi vinder eller taber, bliver vi konfronteret i det 21. århundrede.«

I høgens hjerte

Det hører sig til sjældenhederne, at embedsmænd udtrykker sig i så skarpe vendinger som Jonatan Vseviov.

Og uanset om han ser sig selv som hovedarkitekten bag den estiske udenrigspolitik eller ej, så har han ingen problemer med at definere den:

»Vi sporer vores vigtigste lektioner tilbage til de svære beslutninger, vi havde at træffe i 1939-1940,« siger Jonatan Vseviov.

Med Molotov-Ribbentrop-aftalen delte Tyskland og Sovjetunionen Europa imellem sig. Med gru kunne de baltiske lande se konsekvenserne, da Polen blev overfaldet.

»Polen, der er 35 gange større end os, blev ødelagt på to uger. I den kontekst fik vi et ultimatum fra Sovjetunionen. De ville ikke blande sig i vores indenrigspolitik, men havde brug for at have fremskudte forsvarsstillinger for Leningrad, i dag Sankt Petersborg, i Estland.«

Konklusionen, mener Vseviov, blev, at esterne, der underlagde sig Sovjetunionen for at undgå kamp, endte med at udkæmpe krigen »i skiftende uniformer«.

Først blev unge mænd indkaldt til Den Røde Hær, og da Estland skiftede hænder, blev den næste generation af unge estiske mænd hevet ind i Værnemagten.

»Da vi kom tilbage til verden i 1990’erne, havde vi to lektioner med os,« siger Jonatan Vseviov:

»At lade være med at kæmpe er ikke det sikre valg. Vores venner mod nord, finnerne, gjorde det modsatte. Prisen, de betalte, var enorm, men da støvet havde lagt sig, var de på landkortet, og vi var blevet fjernet fra det.«

Den anden lektion handler om at hægte sig fast. Da esterne endeligt kunne kigge ud fra Jerntæppet, kunne de se, at resten af Europa ufortrødent var banket derudad.

»Enhver ester går rundt med en viden i deres dna om, at vi ikke er nødvendige for det moderne Europa. Ikke alene var vi domineret af et fremmed regime, vi var bogstaveligt talt udslettet. Vi eksisterede ikke,« siger Jonatan Vseviov:

»Siden 1991 har vores mål været meget ligetil. Uanset hvad vil vi binde os fast til EU og Nato-skibet. Og hvis det skib synker, så synker det, men når det sejler afsted, så vil vi ved gud være med ombord.«

Så opsummeret:

Estlands politik er, og har hele tiden været, at binde sig til Europa, og de vil træde ombord som pindsvin, indhyllet i pigge og panser, og ikke som bløde og pelsede skibsmus.

Sort er sort, og hvid er hvid

Det oplagte spørgsmål til en mand i det øverste lag i udenrigsministeriet for et land, der deler grænse med Rusland, som tidligere har været besat af Rusland, og som fortsat kritiserer og modarbejder Rusland, er, om det ikke ville være mere sikkert at pakke sig lidt.

Fra kontoret på 10. etage kan man se en ortodoks kirkes grønne kupler. Omtrent en femtedel af de 1,37 mio. mennesker i Estland er etniske russere.

Så er det ikke at tage en ekstra risiko at fortsætte den høgelinje, Estland har valgt?

»Det mener vi ikke. Vi mener, det er farligere at være stille og melde os ud af den europæiske debat. For os er det et kæmpe aktiv, at vi kan kalde sort for sort, og hvid for hvid. Vi har muligheden for at åbne debatten mellem demokratiske lande, imens større lande måske skal vægte deres ord lidt mere nøje,« siger Jonatan Vseviov.

En af de pointer, esterne står fast på, er, at man ikke kan bytte territorium for fred. For Putin er i det store billede ligeglad med jord og kvadratkilometer, mener Vseviov.

»Vi er ikke alene imod, fordi vi fokuserer på territorial integritet og det princips ubøjelighed. Men også fordi vi ikke ser nogen aftale på bordet. Han vil have territorium udelukkende for at lægge en fælde for Ukraine: at svække deres regering, at så splid mellem de allierede, imellem USA og Europa.,« siger Jonatan Vseviov:

»Derfor har vi siden dag ét haft en meget simpel plan for at få en retfærdig fred: Gør aggressionen dyrere for Rusland med den ene hånd, og hjælp Ukraine med den anden.«