Fortsæt til indhold
Europa

Anklager bekræfter: Den 35-årige Rickard Andersson stod bag dødeligste masseskyderi i Sveriges historie

Efter at have brugt flere dage på at identificere ofrene og den formodede gerningsmand bekræfter anklageren i Sverige nu identiteten på den formodede gerningsmand.

Hvem kan dog finde på noget så grusomt?

Det spørgsmål har matret svenskerne, efter at en mand tirsdag skød og dræbte 10 personer og efterfølgende sig selv i det værste masseskyderi i Sveriges historie. Og mens svenske medier tidligt kunne skrive, hvem den formodede gerningsmand var, satte anklagemyndigheden mandag officielt navn på.

Den 35-årige enspænder Rickard Andersson.

»Jeg har lige taget en beslutning om det,« siger anklager Elisabeth Andersson til Expressen om beslutningen om nu at offentliggøre navnet, som har været alment kendt i Sverige i flere dage.

Myndighederne har dog ventet med officielt at bekræfte hans identitet, indtil alle ofre, inklusiv gerningsmanden, var endeligt identificeret.

Der gik dog ikke mange timer fra de første meldinger om den tragiske hændelse, som kostede 11 mennesker livet, til medierne i Sverige havde fundet identiteten på den formodede gerningsmand. Med detaljer om Anderssons skolegang, økonomi og væremåde begyndte medierne at samle et puslespil over det liv, som ledte op til de uhyggelige handlinger.

Hurtigt tegnede der sig et billede af et menneske som var udtalt enspænder og levede et isoleret, asocialt og tilbagetrukket liv i den svenske by Örebro, hvor han endte med at begå de frygtelige forbrydelser.

Ifølge svenske medier tilbragte han mange af døgnets timer i sin et-værelses lejlighed på Storgatan. Hvordan han ernærede sig er uklart, men ifølge skatteoplysninger, som svenske medier har fået adgang til, havde han siden 2015 opgivet sin indkomst til 0 kr.

Var indskrevet på skolen

Op gennem sin opvækst kæmpede han med at gennemføre uddannelser. Skolegang var svært. Så svært, at han gennemførte folkeskolen uden at have bestået et eneste fag, og af de flere voksenuddannelser, han efterfølgende var indskrevet på, droppede han ud af alle.

I en periode var han endda indskrevet på netop Risbergska-skolen, hvor han koldblodigt gik amok, i hvad politiet senere har beskrevet som et »inferno« af røg, skrig og døde personer.

Politiet fandt ham død på skolen og omgivet af flere halvautomatiske skydevåben og haglgevær, tomme magasiner og store mængder ubrugt ammunition.

Officielt havde han våbenlicens til fire geværer, viser dokumenter ifølge svenske medier. Han havde aldrig været på politiets radar og var ustraffet. Værnepligten havde han undgået, fordi han ikke havde afsluttet en gymnasial uddannelse.

Da Rickard Andersson er død, bliver der ikke gennemført en retssag, og der er således ikke brug for en anklager i sagen, siger Elisabeth Andersson.

»Det skyldes, at man nu med sikkerhed har identificeret gerningsmanden som værende denne navngivne person.«