Fortsæt til indhold
Europa

En fransk kvinde blev svindet for 6 mio. kr., da hun troede, hun datede Brad Pitt

En 53-årig fransk kvinde er blevet franarret ca. 6 mio. kr. i et svindelnummer. Gennem halvandet år chattede hun med en person, hun troede, var den amerikanske skuespiller Brad Pitt.

En 53-årig fransk kvinde er blevet franarret omkring 6 mio. kr., efter hun har datet en person, hun troede var den amerikanske skuespiller Brad Pitt. Personen hævdede at skulle bruge pengene på medicinsk behandling, og han påstod, at han ikke selv havde midlerne, da hans konti var blevet frosset inde under hans skilsmissesag med Angelina Jolie.

Det skriver The Guardian.

Først da kvinden så et billede af Brad Pitt med hans rigtige partner, Inés de Ramon, på sociale medier, gik det op for hende, at hun var blevet svindet. På det tidspunkt havde hun chattet med personen i halvandet år.

Svindelnummeret har fået stor opmærksomhed på sociale medier, efter kvinden delte historien med en fransk tv-kanal. Hun fortæller, at hun var overbevist om, at de var forelskede, og derfor overførte hun pengene, da han bad om hjælp.

Kvinden blev hængt ud som en joke på sociale medier, og det fik efterfølgende den franske tv-kanal TF1, som stod bag interviewet, til at trække udsendelsen tilbage.

Svindelnummeret begyndte omkring februar 2023. Her blev kvinden i første omgang kontaktet af en person, der udgav sig for at være Brad Pitts mor, Jane Pitt. Personen gav udtryk for, at den franske kvinde ville være et godt match for hendes søn. Herefter kontaktede personen, der udgav sig for at være Pitt selv, kvinden.

Han sendte hende blandt andet AI-genererede billede af Brad Pitt samt sange og digte. Den franske kvinde har udtalt, at manden virkede interesseret i hende, og at hun var forelsket i den mand, hun chattede med.