To nye kabelbrud på datakabler i Finland
Både svenske og finske myndigheder er informeret om nye kabelbrud på datakabler i Finland.
Endnu en gang er der konstateret brud på datakabler i Norden.
Denne gang er der sket brud på to datakabler, der løber mellem Sverige og Finland. Der er altså tale om to separate brud.
Det oplyser pressemedarbejder ved den svenske post- og telestyrelse (PTS) Peter Ekstedt til det svenske nyhedsbureau TT.
- Vi fik oplysningerne i går. Det drejer sig om to fiberkabler på land i Finland, fortæller han.
Sveriges regering, den svenske myndighed for samfundsværn og beredskab, og det svenske forsvar er blevet informeret.
Finsk politi mistænker, at der er tale om sabotage, oplyser Sveriges civilforsvarsminister ifølge Reuters.
Kabelbruddene blev opdaget natten til tirsdag og skal have fundet sted på land i Finland. De svenske myndigheder er blevet informeret.
Det er firmaet GlobalConnect, der er blevet ramt.
»Der har været to fiberudfald her i Finland,« siger Niklas Ekström, der er kommunikationschef i svenske GlobalConnect til den svenske avis Aftonbladet.
Ekström fortæller, at der opstod et kabelbrud i byerne i Espoo uden for Helsinki og et andet i byen Vichtis.
»Det ene er blevet rettet, og det anden er ved at blive rettet lige nu,« siger han.
Den finske transport- og kommunikationsminister Lulu Ranne har kommenteret sagen i beskedtjenesten X.
- Myndighederne undersøger sagen sammen med virksomheden. Vi tager situationen alvorligt, skriver Ranne.
Virksomheden GlobalConnect siger til nyhedsbureauet Reuters, at den arbejder på at reparere et ødelagt fiberkabel på land i Finland.
Ifølge GlobalConnects hjemmeside står virksomheden for at drive mere end halvdelen af al datatrafik i Norden.
I november kom det frem, at to undervandskabler var blevet beskadiget i Østersøen. Det ene skete mellem Finland og Tyskland, og det andet mellem Sverige og Litauen. Politiet efterforsker hændelserne som sabotage.
Søgelyset har især været rettet mod det kinesiske skib ”Yi Peng 3”, som befandt sig i området.
Bruddene er registreret på steder, der ligger på den rute, som ”Yi Peng 3” har sejlet, og skibet blev derfor sat i forbindelse med sagen.
Sverige har sendt en formel forespørgsel til Kina for at få hjælp til at opklare, hvad der skete i forbindelse med bruddene på to datakabler i Østersøen.
Skibe fra myndigheder i flere lande - herunder Danmark, Sverige og Tyskland - har den seneste tid befundet sig nær ”Yi Peng 3”, som ligger stille i Kattegat uden for dansk territorialfarvand, men i dansk økonomisk zone.
Det er ikke første gang, at der opstår mistanke om sabotage begået mod kabler eller rørledninger i Østersøen.
I september 2022 opstod der brud på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2, hvilket efterfølgende blev efterforsket som sabotage af politiet i flere lande.
Sagen om bruddene på de to ledninger er endnu ikke opklaret.