Beboere i landsby nær Athen flygter fra flammerne
Røgen fra en skovbrand har lagt sig hen over den græske hovedstad. Flere hundrede brandfolk arbejder for at inddæme flammerne.
En hidsig skovbrand har fået beboere i den græske landsby Varnavas til at flygte fra deres hjem søndag.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Landsbyen blev omringet på ingen tid. Det blæser rigtig meget, fortæller en beboer til mediet.
Imens forsøger brandmænd at kontrollere flammerne, der har sendt sort røg ind over den græske hovedstad, Athen.
Varnavas ligger cirka 35 kilometer nord for hovedstaden.
Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa har en talsmand for brandvæsenet fortalt græsk radio, at omkring 500 brandmænd er blevet indsat. 19 fly og en række helikoptere skal desuden være blevet sendt i luften for at hjælpe til.
Søndagens skovbrand er blot en af flere hundrede, der har hærget i Grækenland og i flere andre europæiske lande i løbet af sommermånederne, skriver Reuters.
Grækenland har haft sine varmeste sommermåneder til dato. Temperaturerne vurderes igen at være drevet af de globale klimaforandringer.
Ifølge det græske brandvand besværliggøres slukningsarbejdet af den kraftige blæst, der søndag har ramt området.
Nogle steder har flammerne været op mod 25 meter høje og har nærmeste slugt hele træer på sin vej.
En anden skovbrand ramte søndag et skovområde nær byen Megara, der ligger vest for Athen. Den var blevet bekæmpet søndag eftermiddag.
Sideløbende har myndighederne i landet advaret flere omkringliggende områder om brandfaren.
Vassilis Kikilias, som er Grækenlands minister for klimakrisen og civil beskyttelse, sagde lørdag, at han havde opfordret til at involvere både militær, politi og frivillige for at håndtere skovbrandene.
- Ekstremt høje temperaturer og farlige vejrforhold vil have overhånden, lød advarslen.