Fortsæt til indhold
Europa

Emmanuel Macron udskriver valg i Frankrig

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har søndag udskrevet valg til landets nationalforsamling efter et katastrofalt resultat for regeringspartiet ved Europa-parlamentsvalget. Frankrig, der om få uger er vært for De Olympiske Lege, står over for en sommer fyldt med politisk usikkerhed.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, har prompte taget konsekvensen af et katastrofalt valg for regeringspartiet ved søndagens valg til Europa-Parlamentet.

Søndag aften valgte han at opløse landets parlament, Nationalforsamlingen, og udskrive valg.

Præsidentens parti, Renaissance, har længe været presset i meningsmålingerne, men Macrons beslutning er et drastisk skridt, som ikke mange havde set komme.

Macron offentliggjorde sin beslutning, blot en time efter at de første franske valgprognoser breakede i Frankrig.

Højrefløjspartiet Rassemblement National, på dansk National Samling, med Marine Le Pen i spidsen står ifølge de første valgprognoser til at få over 31 pct. af stemmerne mod Macrons partis ca. 15 pct., hvilket tolkes som et ekstremt dårligt resultat for Macron.

»Jeg har hørt jeres budskab, jeres bekymringer, og jeg kan ikke lade det stå uhørt hen,« sagde Macron søndag aften i en tv-tale til den franske befolkning.

Det franske valg vil blive afholdt i to runder, som det er kutyme i Frankrig. Første runde finder sted søndag den 30. juni, den sidste og afgørende runde den 7. juli.

Aldrig nogensinde har Marine Le Pens parti fået så mange stemmer ved et valg i Frankrig som ved dette valg.

Regner man stemmeprocenterne om til mandater, står National Samling til at få 29-31 mandater i Europa-Parlamentet mod Macrons partis, Renaissances, 14-15 mandater.

Kort før Macrons chokmelding trådte National Samlings spidskandidat ved europaparlamentsvalget og fremadstormende stjerne, Jordan Bardella, frem på scenen til sit partis valgfest og brølede sin sejrsrus ud over forsamlingen.

Han opfordrede på det kraftigste præsidenten til at opløse parlamentet og udskrive valg. Ikke mange havde troet, at den udvikling allerede var under opsejling.

»Der blæser en vind af håb over Frankrig, og dette er kun begyndelsen,« sagde Bardella.

»Vi hilser resultatet velkommen med ydmyghed og alvor. Vores franske medborgere har udtrykt et ønske om forandring. Dette klare budskab til Europas ledere viser franskmændenes vilje til at se Europa ændre kurs.«

Emmanuel Macron er kendt som en indædt forsvarer af EU-samarbejdet, mens National Samling er kritiske over for EU og mere fælles europæisk integration.

Kaos før OL

Macrons opløsning af Nationalforsamlingen betyder ikke, at han går af som præsident.

Frankrigs parlament har to kamre, Nationalforsamlingen og Senatet, og det er altså valget til Nationalforsamlingen, som vil finde sted senere på sommeren.

Franskmændene går en usikker politisk fremtid i møde, netop som landet står over for en stor opgave som værtsland for De Olympiske Lege, der begynder i slutningen af juli.

Skulle Marine Le Pens tropper gå hen og klare sig lige så godt til sommerens nationale valg som til europaparlamentsvalget, vil det blive utroligt svært for præsident Macron at få sin politik gennemført.