Nato viser muskler i det iskolde nord
Nato rykker tæt på Rusland i den største øvelse siden Den Kolde Krig. Øvelsen har efter Ruslands invasion af Ukraine fået et realistisk skær og samler for første gang hele Norden under Nato-flaget.
ALTA/NORGE
Kampvognen hedder Fenris. Den nordiske ulv, som glammer, når Ragnarok er nær. Lastet med snesko og en deling soldater, som fører sig frem under mottoet: ”Ulven viser vejen”, gøres der klar til kamp om Gievdnegouika-broen på hovedvej 92 i det nordligste Norge.
På ottendedagen af Natos storstilede øvelse Nordic Response, som udspiller sig nord for polarcirklen og involverer mere end 20.000 soldater fra 13 Nato-lande, ser de hvidcamouflerede soldater forbløffende upåvirkede ud trods mange nætter i kolde telte.
Termometeret står på minus otte, mildt for årstiden i et område, hvor temperaturen let sniger sig ned på tocifrede minusgrader. Kunsten er ikke alene at kæmpe mod kulden, det er også at kæmpe med den, og den hverken kan eller skal slå ulvens venner ud:
»Kulden skal vendes til at blive vores fordel,« fastslår oberst Jørn Qviller.
Han er chef for Finnmark Landforsvar, kender både området og til kulden, og han er en mand, der går stålsat til den opgave, som ulvene har fået i årets øvelse: at spille fjenden.