Volodymyr Zelenskyj efterlyser kampfly – men ifølge ekspert vil det ikke nødvendigvis hjælpe
Volodymyr Zelenskyj vil have kampfly af Vesten, men det er ikke sikkert, at styrkeforholdet vil ændres væsentligt mellem Ukraine og Rusland af den grund, siger en ekspert.
Tak for hjælpen - nu vil vi have mere.
Nogenlunde sådan har budskabet været fra Volodymyr Zelenskyj, efter at Vesten har besluttet at give kampvogne til Ukraine.
Den ukrainske præsident har nemlig opfordret Vesten til at forsyne landet med moderne kampfly i omtrent et år, og det ønske har han de seneste uger understreget gentagne gange.