Så slap den sidste gimmick op for entertaineren Boris Johnson
Nedtællingen for Boris Johnson er begyndt. Hans tre år ved magten har været ét langt kaotisk forløb med ham selv i centrum som klovn, manipulator og folkeforfører.
Til sidst ramlede det for Boris Johnson. Menneskefængeren løb tør for mennesker omkring sig. Først én efter én, siden i store klaser forlod ministre og hans inderkreds den britiske premierminister. De troede ikke længere på ham. De ville ikke mere.
”Teflon-Boris” blev han ellers kaldt, fordi det længe så ud til, at ingen skandale, ingen brøler, intet fejltrin, selv ikke de største tramp i spinatbedet blev hængende på ham. Han gled af på alt.