Flyvning mellem Tyskland og Rusland genoptages
Tysk afvisning af russiske fly førte til hurtig aftale om flytilladelser til Lufthansa og Aeroflot.
Flyvninger genoptages mellem Tyskland og Rusland. Det oplyser luftfartsselskaber i Berlin og Moskva sent onsdag.
Meddelelsen kommer, efter at Tyskland afviste at udstede yderligere tilladelser til fly, der ankommer fra Rusland. Det skete som gengæld for, at Moskva ikke havde tilladt forlængelse af flytilladelser til det tyske Lufthansa.
Den russiske luftfartsmyndighed Fata havde ikke fornyet Lufthansas flyrettigheder for juni.
Det medførte, at Lufthansa måtte aflyse en flyvning til den russiske hovedstad tidligt onsdag.
Tysklands luftfartskontor sagde, at det ikke ville udstede yderligere flytilladelser til fly fra russiske luftfartsselskaber. Det tyske skridt betød, at fly fra de russiske luftfartsselskaber Aeroflot og S7 ikke kunne gennemføre flyvninger til Tyskland onsdag.
Men transportministeriet i Berlin og den tyske ambassade var dagen igennem i løbende kontakt med de russiske luftfartsmyndigheder.
- Så snart der var givet tilladelse til Lufthansa-flyvninger på den russiske side, så blev russiske flyvninger til Tyskland også godkendt, sagde kilder i Berlin.
Baggrunden for striden var ifølge tyske kilder, at Rusland i marts 2020 ensidigt suspenderede indgåede flyaftaler med Tyskland. Det skete på grund af coronaviruspandemien. Som følge deraf blev flyvninger mellem de to lande reduceret.