Den græske premierminister kritiseres for at overtræde coronarestriktionerne for anden gang
Kyriakos Mitsotakis var med til en frokost, hvor der var for mange deltagere.
Grækenlands premierminister Kyriakos Mitsotakis er kommet i modvind efter en frokost lørdag hos et parlamentsmedlem på øen Ikaria.
Premierministeren og hans følge blev filmet, mens de var til frokost på en terrasse med udsigt over havnen på samme dag, som Grækenland skærpede coronarestriktionern, skriver The Guardian.
Premierministeren var på øen for at besøge sundhedspersonale og få et indtryk af landets vaccinationsprogram. Men det blev hurtigt overskygget af billederne af frokosten, hvor gruppen havde overtrådt et af de centrale punkter i regeringens kamp mod pandemien.
»Han bør undskylde til det græske folk. Det er endda værre, når det sker på en dag, hvor regeringen har bedt folk om at blive inde fra kl. 18,« siger Nasos Iliopoulos, der er talsmand for oppositionspartiet Syriza.
Indtil fredag begyndte det græske udgangsforbud først kl. 21, men pga. stigende smittetal og frygten for en tredje bølge blev det fremrykket til at gælde fra kl. 18.00.
Været for frokosten, Christodoulos Stefanidis, sagde, at alle retningslinjer om mundbind og antal personer ved bordene blev overholdt under frokosten.
Det er ikke første gang, at Kyriakos Mitsotakis overtræder sin egen regerings restriktioner.
I begyndelsen af december kom der billeder frem af premierministeren, mens han med bl.a. sin kone var på tur på mountainbike. Her blev der hverken brugt mundbind eller holdt afstand.
En talsmand for regeringen tog afstand fra kritikken søndag, men sagde samtidig, at »i fremtiden vil der blive gjort alt for at premierministerens ture kan foregå, uden der bliver lavet et forkert billede af ham.«
Grækerne har ellers haft pæn succes med at bremse spredningen af coronavirus. Antallet af smittede toppede midt i november med ca 3200 daglige tilfælde, hvorefter det i to måneder nærmest dagligt faldt til et niveau på ca. 400 tilfælde. Men de seneste to uger er smitten igen stigende til flere end 1000 tilfælde dagligt.