Fortsæt til indhold
Europa

Se smittekurverne for Europa: B117 påvirker Storbritannien og Irland

De europæiske lande oplever lige nu vidt forskellige udviklinger med coronasmitte. Tjekkiet er sammen med De Britiske Øer i problemer, mens skandinaviske fæller holder fast i god status.

Kort før jul så det godt ud for Irland med lave coronasmittetal i kontrast til udviklingen i naboen Storbritannien.

22. december lå Irland således omkring 130 dagligt nye smittede pr. mio. indbyggere. I Storbritannien var det tilsvarende tal nær 470 og i Danmark helt oppe omkring 600.

På fire uger har situationen dog ændret sig markant. Irland har nu den højeste smitterate i verden, og i det nuværende tempo sker der en fordobling af indlagte fra uge til uge.

En del af stigningen ser ud til at skulle forklares med den nye og mere smitsomme coronamutation B117, som først blev opdaget i Storbritannien i slutningen af 2020.

Endnu har Irland ikke en voldsomt stor kapacitet til at undersøge for specifikke virusvarianter, men i den seneste stikprøveanalyse udgjorde B117 45 pct. af de fundne tilfælde. I ugen omkring nytår var det tal 25 pct. og endnu to uger tidligere var det 9 pct.

Kritikere påpeger dog, at der også kan være en anden forklaring: den irske regerings handlinger. Det bliver således kritiseret, at regeringen lige før jul lettede på coronarestriktionerne trods situationen i nabolandet.

»Vi tager ansvaret på os, men vi har til enhver tid reageret effektivt på de virusbølger, der er opstået,« lyder modsvaret ifølge The Guardian fra premierminister Michéal Martin, som kalder blandingen af B117 og julens socialisering for »den perfekte storm.«

Sideløbende med Irlands stigning har Storbritanniens smittekurve fortsat himmelflugten, og her har premierminister Boris Johnson senest sagt, at man er i et »kapløb mod uret« for at vaccinere hurtigt nok til at modvirke effekten af den eksploderede smitteudvikling.

Det er heldigvis langt fra hele Europa, der lige nu står i en lignende situation som De Britiske Øer. For eksempel er Danmark samt Holland eksempler på lande, der siden jul har oplevet jævnt faldende smittekurver. I begge lande er smitten faldet med mindst 1/3 i perioden.

Der findes også den tilsyneladende evige succeshistorie Finland, som på intet tidspunkt har været over 100 dagligt nye smittede pr. mio. indbyggere og har en næsten pandekageflad smittekurve. Også Island har fået banket smitten helt ned med en incidens på 20 smittede per 100.000 indbyggere og kun to nye registrerede smittede mandag.

Norges historie er tilnærmelsesvis den samme med smittetal pandemien igennem, som konsekvent har været lavere end langt de fleste andre europæiske lande. Siden årsskiftet har Norge dog været højere end vanligt med et gennemsnit på over 100 dagligt nysmittede pr. mio. indbyggere.

Andre nedslag

  • Tjekkiet: Har lige nu den næsthøjeste smitterate efter Irland og registrerer dagligt over 1.000 nysmittede pr. mio. indbyggere. Ifølge Radio Prag har man på pressede hospitaler været nødt til at nødrekruttere studerende og soldater til at hjælpe.
  • Spanien: Siden årsskiftet har smittetallet her været på vej op i høj fart. Senest har man for denne weekend registreret de højeste smittetal over en weekend på noget tidspunkt. Landets sundhedsminister har ifølge El Pais udtalt, at indbyggerne »har haft det mere hyggeligt til jul, end vi burde have haft det.«
  • Baltikum: Letland og Estland kører parløb med næsten helt ens smittekurver, som har været langsomt stigende siden september, så begge lande nu ligger et godt stykke over Danmark. Litauen skiller sig kraftigt ud: Her var der tale om en meget kraftigere stigning frem mod jul, som nu er afløst af hastigt faldende tal - dog endnu på et niveau over Letland og Estland.