Fortsæt til indhold
Europa

Jordskred i Norge: Politiet oplyser, at der er børn blandt de savnede

Norsk politi henstiller desuden til, at indbyggerne i byen Ask, hvor jordskredet er sket, afholder sig fra at fyre fyrværkeri af indtil klokken 23 i aften af hensyn til redningsmandskabet.

Der pågår fortsat en omfattende redningsaktion efter de 10 personer, som er savnet efter det omfattende jordskred, der opstod onsdag morgen i den norske by Ask.

Det oplyste indsatsleder Roger Pettersen på en pressebriefing torsdag formiddag.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at vi fortsat søger efter overlevende,« forklarede Pettersen og afslørede, at der er både mænd, kvinder og børn blandt de savnede.

Ifølge TV 2 Norge tæller de savnede bl.a. en gravid kvinde og hendes 2-årige datter. Det oplyser kvindens svoger, Hans Jørgen Jansen, til mediet.

Jordskreddet opstod onsdag morgen og måler ifølge det norske medie VG 700 meter i længden og 300 meter i bredden.

Ni bygninger blev revet med og ifølge indsatslederen er omkring 1.000 mennesker berørt at skreddet, der fortsat bevæger sig, hvilket får myndighederne til at advare mod, at flere huse kan styrte ned i mudderet.

Ifølge Ritzau er jordskreddet sket i et område med en særlig type ler, som findes i blandt andet Norge, Sverige og Finland. Når den type ler bliver overbelastet, kan der forekomme jordskred.

Politiet frygter, at flere huse vil styrte ned i jordskreddet. Foto: Fredrik Hagen / NTB
Politiet oplyste torsdag formiddag, at der er børn blandt de savnede. Foto: Fredrik Hagen / NTB / AFP

Natten igennem har redningshelikoptere og varmesøgende droner søgt efter overlevende, men ringe vejrforhold har besværliggjort eftersøgningen.

Lige nu sner det i den norske landsby, men også en anden faktor frygter Pettersen vil gøre arbejdet endnu sværere - nemlig nytårsraketter.

»Vi har en luftindsats med både droner og helikoptere med redningsmandskab, og for dem udgør raketter en sikkerhedsrisiko. Vi henstiller derfor indbyggerne i Gjerdrum Kommune til at afholde sig fra at affyre nytårsraketter før kl. 23 i aften,« lød budskabet fra indsatslederen, der desuden oplyste, at myndighederne af samme grund indstiller eftersøgningen i luften mellem kl. 23 og 01 nytårsnat.

Jordskreddet er 700 meter langt og 300 meter bredt. Foto: Jil Yngland / NTB / AFP

Forsvarsminister Trine Bramsen skrev onsdag aften på Twitter, at Forsvarsministeriet gennem Beredskabsstyrelsen havde tilbudt sin hjælp i redningsaktionen, men at det på daværende tidspunkt ikke var nødvendigt.

»Det er en frygtelig katastrofe, der har ramt Gjerdrum og vores norske naboer. Derfor står vi fra dansk side selvfølgelig klar til at hjælpe, såfremt der skulle være behov for det. Katastrofen understreger, hvorfor vores tætte nordiske beredskabssamarbejde er så vigtigt. Vi ved aldrig, hvor og hvornår katastrofen rammer,« udtalte ministeren i en pressemeddelelse i samme ombæring.

Norsk Politi afholdte endnu et pressemøde kl. 10.30. Her oplyste Pettersen, at man nu har fået assistance fra Sverige, der stiller med otte »kollegaer, der er specialiserede inden for redningsaktioner svært fremkommelige steder.«

Derudover takkede indsatslederen de dansker myndigheder for at have tilbudt sin hjælp.

»Vi får god hjælp fra vores nordiske naboer, og det er vi meget taknemmelige for.«