Fortsæt til indhold
Europa

Svenske toppolitikere overvejer at lukke grænsen for danskere

Sveriges næststørste parti, Moderaterna, vil for enhver pris beskytte Sverige mod den smitsomme virusvariant.

Sveriges næststørste parti, Moderaterna, går nu ind i kampen for at få den nye og meget smitsomme variant af coronavirus holdt ude af landet.

Det betyder bl.a., at man må lukke for indrejse for danskere over julen og nytåret, skriver Moderaternas partileder Ulf Kristersson på Facebook.

»Desværre ser det ud, som om den nye variant allerede findes i andre lande. Danmark har bekræftede tilfælde. Derfor bør næste skridt være at lukke grænsen midlertidigt mod Danmark for danskere, der er turister, som shopper og morer sig i Sverige. Særligt vigtigt er det i julen og nytåret,« skriver oppositionslederen.

Partifællen Carl Johan Sonesson, der er regionsrådsformand i Skåne, har mandag luftet samme idé.

»Jeg vil nu lukke grænsen for det nye, farligere virus, som findes bl.a. i Danmark,« siger han til SVT og tilføjer, at han ønsker, at grænsen skal være lukket frem til den 13. januar for danskere, der ikke har et anerkendelsesværdigt formål i Sverige.

Læs også

Allerede søndag udtrykte partiformanden et ønske om, at den svenske regering skulle lukke for al indrejse fra Storbritannien for at minimere risikoen for importerede tilfælde. Noget, den svenske regering har erklæret sig åben for at diskutere i løbet af mandag, hvorefter man vil tage stilling til, om der skal laves et midlertidigt indrejseforbud.

Den svenske statsminister Stefan Löfven siger til programmet Morgonpasset mandag, at han ikke er afvisende over for at lukke grænsen til Storbritannien såvel som Danmark.

»Vi følger situationen meget nøje og er parate til at træffe de nødvendige foranstaltninger,« lyder det fra statsministeren.

Læs også

Danmark har i foreløbig 48 timer lukket for flytrafik fra Storbritannien, hvor man har opdaget en variant af coronavirus, der - i hvert fald ifølge de foreløbige oplysninger fra de britiske myndigheder - er op mod 70 pct. mere smitsom end andre varianter.

Det samme har en lang række andre europæiske lande.

Sverige, derimod, har ikke taget endeligt stilling til direkte indrejse fra Storbritannien, og derfor er der mandag allerede landet fly fra London i Stockholms Arlanda-lufthavn.

»Indtil vi får besked på andet, arbejder vi som sædvanligt med vores smitteværn, der er i værk i lufthavnene,« siger pressechefen i Swedavia, som står for driften af Arlanda, til Expressen.

Læs også

En af passagererne, som mandag morgen ankom fra London, siger til avisen, at de ombordværende ikke har fået noget at vide om ekstra tiltag for at bremse smitten, f.eks. hurtigtest eller karantæne.

Det svenske regionsrådsmedlem i Region Skåne Gilbert Tribo, der tillige er formand for regionens sundhedsudvalg, sagde allerede til SVT for to uger siden, at han ønskede grænserne mellem Danmark og Sverige lukket, så det ikke længere ville være muligt for danskere at krydse Øresund for at juleshoppe eller gå på restaurant for at undgå smittespredning landene imellem.

I Danmark er der fundet 10 tilfælde af den pågældende virusvariant fra den 14. november til den 3. december. Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC) har opfordret landene i Europa til at sørge for at analysere positive coronaprøver for den nye variant og indberette, hvis der findes yderligere tilfælde.

Personer, der har rejst i områder, hvor den nye variant er fundet, bør ligeledes lade sig teste, lyder anbefalingen.

Også Tyrkiet har søndag meddelt, at man lukker for indrejse fra de lande, hvor den smitsomme virusvariant er fundet. Det gælder bl.a. Danmark. Israel har også indført skærpede restriktioner, som betyder, at rejsende fra Danmark skal to uger i selvisolation ved indrejse.