Fortsæt til indhold
Europa

Sveriges konge: Vi har fejlet i at redde liv

Kong Carl Gustav siger til svensk tv, at det svenske folk har lidt kolossalt.

Også i Sverige har tv-stationerne tradition for at lave et tilbageblik på året med den kongelige familie. Og i år er det umuligt at komme uden om coronapandemien.

Den kommer tv-stationen SVT også omkring i årets udgave af programmet, som har interviewet kongen til programmet.

Kong Carl Gustav mener, at Sverige har fejlet i at redde menneskeliv. Foto: Andre Penner/AP

Heri siger Carl Gustav ifølge SVT, at Sverige har fejlet i at redde liv under pandemien.

»Jeg mener, vi har fejlet., Vi har et stort antal, der er døde, og det er forfærdeligt. Det er noget, vi alle lider under,« siger han.

Det svenske kongehus har selv haft pandemien tæt på, da prins Philip og prinsesse Sofia i november begge var smittede med covid-19 og dermed gik i isolation sammen med deres børn.

Svenskernes tilgang til pandemien har været en anden end eksempelvis Danmarks, hvor der har været mange og omfattende restriktioner.

Svenskerne har forsøgt sig med at opfordre til afstand og hygiejne frem for restriktioner med lukning af skoler, erhverv og kulturelle tilbud.

Men i slutningen af november erkendte myndighederne, at strategien ikke virkede som ønsket. Herefter blev der indført restriktioner i form af bl.a. forsamlingsforbud, restriktioner på salg af alkohol samt åbningstider i barer, cafeer mm.

Flere end 7.800 mennesker er døde i Sverige under pandemien. Det er knap otte gange så mange som i Danmark, selvom befolkningen i Sverige kun er ca. dobbelt så stor som i Danmark.

»Det svenske folk har lidt kolossalt under svære forhold. Jeg tænker på alle dem, der ikke har haft mulighed for at sige farvel til deres afdøde familiemedlemmer. Det er en tung og traumatisk oplevelse ikke at kunne sige farvel,« siger Carl Gustav.

Tv-programmet "Året med kongefamilien" bliver sendt på SVT1 mandag den 21.december klokken 20.00.