Sverige under pres - Stockholms intensivpladser 99 pct. besat
Sveriges hospitalsvæsen er kommet under pres grundet stigende coronasmitte. Især i hovedstaden er hospitalerne nær grænsen på nogle punkter.
De svenske statistikker for coronaepidemien fortsætter med at vise et stigende antal smittetilfælde og dødsfald.
Tallene er nu så høje, at sundhedsvæsenet er kommet under gevaldigt pres nogle steder.
Dagens Nyheter skriver, at især hovedstaden - hvor smitteraten også er blandt de klart højeste - er ude ved grænsen. Tirsdag nåede man således op på 99 pct. belægning på hovedstadsregionens intensivsengepladser.
»Det handler om liv og død,« siger Bjørn Persson, leder for akutafdelingen på Karolinska Universitetshospital til Dagens Nyheter.
»Med så høj en belastning er der en risiko for, at tærsklen for at få en intensivplads bliver for høj, så nogen, som ellers ville have fået en, ikke får det,« fortsætter han.
Det er første gang under epidemien, belægningen i Stockholm er så høj.
TV 2 skrev tidligere onsdag at den landsdækkende statistik for Sverige lige nu viser, at i alt 80 pct. af landets 674 intensivsengepladser er fyldt op.
250 af pladserne er fyldt af covid 19-patienter, skriver tv-stationen, som har talt med en sygeplejerske fra Nye Karolinska-sygehus i hovedstaden.
»Vi slukker bare brande nu her. Min kollega, som jeg arbejder med i dag, har grædt halvdelen af vagten, fordi hun føler sig utilstrækkelig og dårlig til sit arbejde,« siger sygeplejersken Matilda Nygren til TV 2.
Sverige registrerede tirsdag 133 coronadødsfald siden fredag. Dermed er i alt 7.200 døde med coronavirus under pandemien i landet. I alt er næsten 300.000 personer bekræftet smittede i Sverige under epidemien.
Statsminister Stefan Löfven har reageret på den seneste stigning i smitten med at indføre restriktioner - blandt andet et forsamlingsloft på otte personer.