Norsk ekspert kommenterer »sørgelig situation« i Sverige
Fagdirektør i Norges Folkehelseinstituttet kan se, at Sverige er begyndt at tage en ny tilgang til sig for at bekæmpe høje coronatal.
Med de nyeste tal indrapporteret torsdag har Sverige nu passeret 7.000 coronarelaterede dødsfald.
De fleste af disse blev registreret i foråret, da den første bølge hærgede, men efterhånden som året er ved at nå enden, er de daglige dødstal igen inde i en stigning uden umiddelbar udsigt til et hurtigt fald.
Situationen i Sverige er den klart værste i Skandinavien, hvor det er Norge, der målt på dødstal har klaret sig bedst med samlet 351 coronadødsfald.
Norges svar på Søren Brostrøm (direktør i Sundhedsstyrelsen), fagdirektør i Folkehelseinstituttet Frode Forland, udtaler til Aftonbladet, at det er triste forhold, man ser udspille sig i nabolandet.
»Dødstallet er en reflektion af den høje smittespredning i Sverige. Jeg synes, det er et utroligt højt tal, og det er en sørgelig situation, som Sverige er havnet i,« siger han til Aftonbladet.
Sverige har i den seneste tid reageret på de stigende tal ved at indføre restriktioner såsom et forsamlingsloft på otte personer. Torsdag annoncerede statsminister Stefan Löfven den nyeste stramning: hjemmeundervisning af alle gymnasieelever året ud.
»Det, vi gør nu, kommer til at afgøre, hvordan vi kan fejre jul. Der kommer en dag, hvor vi kan lægge det her bag os,« udtalte statsministeren i samme ombæring.
Længe var så hårde restriktioner ikke en del af det svenske svar på coronavirussen. Man troede på anbefalinger frem for påbud - en linje der blev ført an af statsepidemiolog Anders Tegnell.
Efter den første bølge af smitten havde raset ud, anførte Tegnell også det synspunkt, at forårets høje smitte i Sverige ville ende med at give en mere afdæmpet udvikling denne vinter.
Hans norske kollega Frode Forland ser nu i stedet et mønster i, at lande, der havde høje coronatal i foråret, også har det nu, mens lande som Norge med lave forårstal ligeså ser lave tal nu.
Han begynder samtidig at se Sverige nærme sig Norges tilgang.
»Nu gør man lidt mere som Norge med social distancering, og Stefan Löfven er gået ind og har taget et større ansvar. I Norge var det et vigtigt signal, at regeringen gik ind i marts og tog et ansvar og viste, at det her ikke ville være en folkesundhedskrise, uden det berørte hele samfundet,« siger Forland til Aftonbladet.
Modsat Frode Forland har Søren Brostrøm ikke ønsket at kommentere på udviklingen i Sverige.
»Jeg har ikke været smagsdommer over for andre landes måde, at angribe sagen på,« lød det på et pressemøde tirsdag fra Søren Brostrøm.