Fortsæt til indhold
Europa

Frankrig har hjemkaldt ambassadør i Tyrkiet efter angreb på Macron

Erdogans udtalelse om, at Frankrigs leder er mentalt utilregnelig, er uacceptabel, siger Macrons kontor.

/ritzau/Reuters

Frankrig hjemkalder sin ambassadør i Tyrkiet, efter at præsident Recep Tayyip Erdogan har angrebet præsident Emmanuel Macron verbalt med et sprogbrug, der er meget usædvanligt mellem Nato-allierede.

Det oplyser den franske præsidents kontor.

Erdogan sagde tidligere lørdag i en tale, at Macron er mentalt utilregnelig og trænger behandling på grund af hans måde at behandle muslimer på.

- Præsident Erdogans kommentarer er uacceptable. Vredesudbrud og fornærmelser er ikke en rigtig metode, lyder det fra Macrons kontor.