Fortsæt til indhold
Europa

Navalnyj er udskrevet fra hospitalet

Den russiske oppositionspolitiker har forladt hospitalet i Berlin.

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj har efter en måneds indlæggelse forladt Charité-hospitalet i Berlin. Det skriver hospitalet i en pressemeddelelse.

»Patientens helbredstilstand har forbedret sig så meget, at den akutmedicinske behandling kunne afsluttes. Aleksej Navalnyj var sammenlagt indlagt 32 dage på Charité – heraf 24 dage på intensivafdeling. Baseret på behandlingsforløbet og patientens aktuelle tilstand vurderer lægerne, at det er muligt, at Navalnyj kommer sig fuldstændigt. Men langsigtede eftervirkninger af den alvorlige forgiftning kan først vurderes senere,« skriver hospitalet i pressemeddelelsen, hvor det også oplyses, at Navalnyj og hans kone er blevet taget med på råd, inden det blev besluttet at offentliggøre den.

Navalnyj blev overført fra et hospital i Sibirien i slutningen af august. Her var han indlagt, efter han blev syg og faldt om under en flyvning, hvorefter flyet måtte nødlande.

Under indlæggelsen i Berlin har flere læger i flere lande bekræftet, at Navalnyj var blevet forgiftet med Novichok, der er en russisk udviklet nervegift.

Novichok blev også benyttet, da den tidligere russiske spion Sergej Skripal blev forsøgt dræbt i Salisbury i England i 2018.

44-årige Navalnyj var længe i kunstig koma og i kritisk tilstand. Forgiftningen skulle være sket, da han drak af en vandflaske på sit hotelværelse i Tomsk i Sibirien den 20. august.

Han betegnes som en af de kraftigste kritikere af præsident Vladimir Putin, og han har stået i spidsen for adskillige demonstrationer mod det russiske styre.

Den tyske kansler, Angela Merkel, har kaldt forgiftningen for et drabsforsøg og afkrævet russerne en forklaring. Også den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, har fordømt forgiftningen.

Rusland har afvist ethvert kendskab til forgiftningen af Aleksej Navalnyj.