Fortsæt til indhold
Europa

Hollandsk politi har anholdt seks efter fund af containere indrettet som »torturkamre« og fængsler

Som led i en transeuropæisk politiaktion har hollandsk politi anholdt seks personer, der mistænkes for at planlægge bortførelser og voldelige overfald.

Hollandsk politi har anholdt seks mænd efter et chokerende fund i et pakhus i en lille by nær grænsen til Belgien.

Ved en ransagning fandt politiet syv containere til skibstransport, som var blevet indrettet som dels fængselsceller og »torturkamre«.

Det skriver The Guardian og nyhedsbureauet AP.

I containerne fandt politiet blandt andet en tandlægestol og en række redskaber, herunder tænger, skalpeller, hækkesakse og håndjern, oplyser en højtrangerende politibetjent fra hollandsk politi. Tandlægestolen var udstyret med bælter til fiksering på armlæn og fodstøtter.

Ifølge politiet er ransagningen foretaget, før containerne kunne nå at blive taget i brug, ligesom politiet advarede potentielle ofre, der efterfølgende gik under jorden.

De seks anholdte mænd er mistænkt for flere typer kriminalitet, herunder for at planlægge bortførelser og voldelige overfald.

»Seks af containerne skulle bruges som celler, hvor folk kunne bindes fast, og én container skulle bruges som torturkammer,« siger Andy Kraag, direktør for hollandsk politis nationale efterforskningsenhed. Han forklarer, at redskaberne, der blev fundet i en af containerne, ifølge politiet sandsynligvis skulle anvendes til at »torturere ofre eller i det mindste sætte dem under pres«.

Som led i den samme aktion fandt politiet politiuniformer, kropsbeskyttelse, stjålne køretøjer, 25 skydevåben og stoffer ved en ransagning af et formodet hovedkvarter for kriminelle i Rotterdam.

Afsløringen og ransagningen af de modificerede containere er sket som led i en større transeuropæisk efterforskning, der bærer kodenavnet '26Lemont'. Politiet har haft adgang til millioner af beskeder fra en krypteret app ved navn EncroChat, som er kendt for at blive brugt til organiseret kriminalitet. I nogle af beskederne blev pakhuset med containerne kaldt for »behandlingsrummet« og »ebi«. Sidstnævnte er en reference til det topsikrede Niuew Vosseveld-fængsel i byen Vught, godt 60 kilometer fra Rotterdam.

På tværs af Europa har 26Lemont-operationen ført til anholdelse af flere end 100 mistænkte, ligesom politiet på tværs af flere europæiske lande har beslaglagt mere end 8.000 kilo kokain og 1.200 kilo metamfetamin, der på engelsk i daglig tale kaldes crystal meth.

26Lemont-operationen har også resulteret i beslaglæggelse af 19 laboratorier til fremstilling af narkotika og en længere række skydevåben.