Borgmester vil overveje ikonisk statues fremtid efter racedebat
Barcelonas borgmester, Ada Colau, åbner for, at enkelte figurer på Columbus-monumentet kan fjernes, hvis de findes for stødende.
Debatten om statuer af historiske personligheder og de spøgelser, som de bærer med sig til nutiden, er nået til Cataloniens hovedstad, Barcelona.
Her står Christopher Columbus - manden, der kickstartede Spaniens kolonisering af den nye verden, da han ledede den første europæiske opdagelsesekspedition til Amerika - hævet højt over byens borgere på Ramblaen.
Han får indtil videre lov til at blive, men i kølvandet på den seneste tids debat om statuer af kolonister og slavehandlere skal Columbus udstyres med en forklaring. Det mener Barcelonas borgmester, Ada Colau, ifølge AP.
»Vi konsulterer eksperterne og lytter til stemmer fra borgerorganisationer for at se, hvordan vi kan forklare dette monument. Vi kommer ikke til at omskrive historien, men vi er nødt til at forklare den i sin helhed, for historien er blevet fortalt af vinderne og har undgået at fortælle om blodudgydelsen, udnyttelsen og slaveriet, der også forbindes med den tid,« siger hun til mediet.
Den legendariske opdagelsesrejsende Christopher Columbus blev født i Italien, men sejlede under spansk flag, da han i 1492 lagde grundstenen til koloniseringen af Amerika. Over de seneste årtier har hans heltestatus dog lidt nogle knæk, da der er kommet øget fokus på koloniseringens konsekvenser for de indfødte amerikanere.
Figurer kan blive fjernet
Selvom selve statuen af Columbus kan blive på toppen af det 60 meter høje monument, vil Colau ikke afvise, at det må gennemgå nogle designændringer for at blive mere tidssvarende. Borgmesteren er åben for, at enkelte figurer på det mangefacetterede mindesmærke kan fjernes, hvis de findes for stødende efter nutidens standarder. Derudover ønsker hun at akkompagnere monumentet med skilte, der forklarer nogle af de negative konsekvenser for de indfødte, som Columbus’ opdagelse førte med sig.
»Det var en tid, hvor der var nogle positive konsekvenser, men der var også en udnyttelse af folk, der ellers levede lykkeligt, og der blev begået regulære massemord på de indfødte folk. Hvis du tror på menneskerettigheder og demokrati er det uforsvarligt,« siger hun til AP.