Fortsæt til indhold
Europa

Kofod om gigantisk EU-udspil: Et skridt i Danmarks retning

Udenrigsministeren erkender dog, at regeringen langt fra er i mål.

BRUXELLES

Udenrigsminister Jeppe Kofod ser dagens udspil fra EU Kommissionen som et skridt i Danmarks retning, som dog stadig langt fra er nok.

Gigantudspillet lægger op til, at EU skal låne 750 mia. euro på de internationale markeder for at hjælpe de lande, der er blevet hårdest ramt af coronavirussen. Kommissionen vil dele 500 af de 750 mia. ud som overførsler, der ikke skal betales tilbage. De sidste 250 mia. euro skal være lån, som landene skal betale tilbage.

Den danske regering er hård modstander af overførsler, og derfor ser Kofod udspillet som en imødekommelse af Danmark.

»Forslaget fra Kommissionen er et vigtigt principielt skridt i retning af vores og andres synspunkt om, at en genopretningsfond skal lægge vægt på en lånebaseret tilgang. Når det er sagt, så er vi langt fra i mål, og der venter svære forhandlinger forude,« skriver ministeren i en mail.

Venstre: Den forkerte retning

Tyskland og Frankrig har banet vejen for udspillet ved at foreslå, at 500 mia. euro bliver delt ud som støtte, der især vil komme sydeuropæiske lande til gavn. I et udspil fra Berlin og Paris i sidste uge var der ikke medtaget muligheden for lån.

Udenrigsministeren, der sad i Europa-Parlamentet indtil 2019, skriver:

»Jeg hæfter mig særligt ved, at Kommissionen – i modsætning til Tyskland og Frankrig og flere hjemlige røster – nu foreslår en blanding af lån og overførsler. Jeg ved fra mine dage i Bruxelles, at det ikke nytter noget at sidde tavs på bagerste række eller at slå hælene sammen bare fordi Paris og Berlin spiller ud. Derfor var vi fra dansk side sammen med andre klart ude med vores eget forslag,« skriver Jeppe Kofod med henvisning til et papir fra Østrig, Holland, Sverige og Danmark i weekenden.

Anderledes ser Venstre på dagens udspil fra Kommissionen.

»Det skal laves om. Tyskland-Frankrig spillede ud med 500 mia. euro som gaver, og det er vi imod og siger, at det skal være lån. Så kommer Kommissionen nu og siger, at det skal være en gave på 500 mia. plus 250 mia. i lån. Det er lidt spøjst. Man kunne have forventet, at Kommissionen ville lægge sig et sted imellem Frankrig-Tyskland og vores udspil, og det har den mildest talt ikke gjort,« siger EU-ordfører Jan E. Jørgensen.

»Selvfølgelig skal vi hjælpe og være solidariske, og et lån er ikke bare et lån. Vi kan selvfølgelig diskutere ting som, hvor lang tid man har til at betale tilbage, og hvad renten skal være,« siger Venstres ordfører.