Hæren fandt plejehjemsbeboere efterladte og døde
Personalet på nogle plejehjem i Spanien havde forladt deres arbejde og beboerne, efter at coronavirus begyndte at sprede sig. Politiet har åbnet en efterforskning.
I Spanien har man sat hæren ind for bl.a. at hjælpe med at desinficere landets plejehjem. Under besøgene gjorde soldaterne nogle steder en trist opdagelse.
På et pressemøde mandag, fortalte forsvarsminister Margarita Robles således, at man på visse plejehjem havde fundet beboerne efterladte.
»Hæren har på nogle besøg fundet ældre mennesker totalt forladte, og nogle gange endda døde i deres senge,« fortalte forsvarsministeren Margarita Robles på pressemødet, ifølge BBC.
Ifølge det spanske forsvarsministerium havde personalet på disse plejehjem simpelthen forladt deres arbejde, efter at coronavirus begyndte at sprede sig i Spanien med stor hastighed - også til landets plejehjem.
På en pressekonference torsdag lovede den spanske sundhedsminister Salvador Illa ellers, at plejehjem var en »absolut prioritet for regeringen«.
»Vi vil eksekvere den mest intensive overvågning af disse centre,« sagde han.
Der er nu åbnet en efterforskning af de pågældende plejehjem.
De mange døde i særligt Madrid har lagt et gevaldigt pres på bedemænd i byen. Normalt har de kunnet hente ligene efter 24 timer, hvis den afdøde er mistænkt for at være smittet med corona. Men fra tirsdag er det slut.
For som situationen er blevet forværret har byens begravelsesservice meddelt, at man ikke længere vil hente ofre for covid-19, fordi bedemændene mangler beskyttelsesværn.
De spanske myndigheder har derfor gjort skøjtehallen Palacio de Hielo klar til at huse ligene af coronadøde, indtil de kan hentes af bedemænd.
35.000 er konstateret smittet med corona i Spanien, mens 2.311 personer er døde. Alene mandag døde 462 personer.