Fortsæt til indhold
Europa

Rasende italienske borgmestre: »Vi sender politiet - med flammekastere«

Italien har indført et strengt udgangsforbud for at komme udbruddet med coronavirus til livs.

Italien er det hårdest ramte land i verden af coronavirus.

Dødstallet nærmer sig 5.000, og samfundet er blevet lukket ned med skoler og butikker låst af, udgangsforbud og delvis produktionslukning.

Trods daglige rapporter om overfyldte sygehuse er der dog endnu enkelte italienere, som ikke helt følger de strikse regler.

Det har fået blodet til at koge hos flere italienske borgmestre, der bruger korte videoklip på sociale medier til at videreformidle vreden.

Flere af klippene er blevet samlet i en mindre video med engelske undertekster, så lidt flere kan følge med, og det er der mange tusinde, der har gjort på Twitter, hvor videoen er delt.

»Jeg kommer til at fange jer. I morgen. Ikke om et år. Det er mig, der er borgmesteren. I skal ikke "slentre" i min by,« lyder det blandt andet fra Cateno de Luca, der er borgmester i Messina på Sicilien.

»Jeg hører, at der er nogle, der har tænkt sig at holde studentergilder. Vi sender politiet forbi. Med flammekastere,« lyder det også fra Vincenzo De Luca, der er politisk leder for regionen Campania.

Det er Italiens nordlige regioner, der indtil videre har været klart hårdest ramt af virusudbruddet, men det er politikere fra syd, der lader hænderne fægte i videoen.

»I bruger mobile frisørsaloner. Hvad fanden gør I det for? Kan ikke forstå, at det (jeres begravelse. red.) kommer til at foregå med lukket kiste,« siger Antonio Tutolo, borgmester i Lucera.

Efter at have oplevet højere og højere tal for dødsfald og smittede dag for dag var kurven knækket en smule i den rigtige retning, da de italienske myndigheder søndag afslørede de nyeste tal om coronavirus.

Med 651 dødsfald på et døgn er det dog ikke tid til at overveje at ændre på den stramme kurs i landet.

»Jeg håber, og vi håber alle, at det kan blive bekræftet i de kommende dage. Men vi skal stadig være på vagt,« sagde Angelo Borrelli, der er chef for de italienske beredskabsmyndigheder, på et pressemøde.