Fortsæt til indhold
Europa

Professor gik fra dør til dør: Fandt nye symptomer hos coronasmittede

Virologen Hendrik Streeck er muligvis den tysker, der har set flest personer, der er ramt af coronavsrus.

Heinsberg-regionen i Tyskland er hårdt ramt af coronavirus, og det er dermed et afgrænset område, hvor der er meget tilgængelig information om sygdommen.

Det har Hendrik Streeck, der er professor i virologi ved universitetet i Bonn, udnyttet på en meget lavpraktisk måde til at finde nye symptomer på sygdommen.

Sammen med sit team er han gået fra dør til dør i Heinsberg og har stillet spørgsmål til dem, der er ramt af sygdommen, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ).

Og turen rundt til de syge beboere har givet professoren oplysninger om nye sygdomssymptomer.

To tredjedele af de adspurgte havde nemlig oplevet ændringer i nogle af deres sanser. Både lugtesansen og smagssansen blev påvirket af sygdommen, fortæller han og vurderer samtidig, at han er den tysker, der har set flest coronasmittede.

»Det gik så vidt, at en mor ikke kunne lugte en fyldt ble hos sit barn, andre kunne ikke lugte deres shampoo og hos flere forsvandt smagen i deres mad,« fortæller professoren til FAZ.

Professoren kan ikke sige, hvornår i forløbet, at sanserne forsvinder, men det er hans fornemmelse, at det er sent i infektionen.

Hendrik Streeck anslår, at han har haft kontakt med flere end 100 smittede, og hans billede er, at langt de fleste oplever milde symptomer.

På sin rundtur i Heinsberg tog professoren og hans team også adskillige prøver med fra hjemmene.

De tog både luftprøver og samlede spor fra dørhåndtag, telefoner og fjernbetjeninger samt prøver af toiletvand med hjem til analyse.

Heinsberg var et af de to første steder, hvor Tyskland kunne melde om dødsfald efter coronavirus. Ifølge bild.de er der 690 smittede i Heinsberg og seks er døde. Dermed er regionen, der har knap 42.000 indbyggere, det hårdest ramte område i Tyskland. Her er mere end tre gange så mange smittede som i hovedstaden Berlin, der er Tysklands største by med godt 3,7 mio. indbyggere.

Ifølge Johns Hopkins University er der registreret 7.272 coronasmittede i Tyskland. 17 er døde af sygdommen, mens 67 er meldt raske.