Flensborgs borgmester er rystet: Dansk grænselukning er en stor fejl
Flensborg overborgmester og delstatsregeringen i Kiel rystet over den danske grænselukning.
Det er kommet som et chok syd for den dansk-tyske grænse, at Danmarks statsminister Mette Frederiksen fredag aften meddelte, at Danmark lukker grænserne midlertidig lørdag kl. 12 i kampen mod corona, skriver Flensborg Avis.
»Alle turister og udlændinge, der ikke kan bevise, at de har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, får ikke lov til at komme ind i Danmark. Danskere vil altid få lov til at komme ind i Danmark,« udtalte Mette Frederiksen på et pressemøde.
Men Simone Lange (SPD), der er overborgmester i Flensborg og i forvejen har været stærkt kritisk over for den midlertidige danske grænsekontrol og senest etableringen af det danske vildsvinehegn, er direkte rystet over den seneste udmelding fra Danmark.
»Jeg er ufattelig rystet og ked af det. Det her er en stor fejl. Vi bremser smitte med karantæne og ikke med grænselukninger. Schengen-samarbejdet anser jeg dermed for begravet,« siger Simone Lange til Flensborg Avis.
Selv om grænsekontrollen officielt kun skal vare til påske, er Flensborgs overborgmester stærkt kritisk over for det seneste danske udspil.
»Allerede i 2016 sagde danskerne, at grænsekontrollen kun skulle være midlertidig. Det passede heller ikke,« siger Simone Lange, der er chokeret over, at hun intet har hørt om den planlagte danske grænselukning.
Det samme gælder talsmanden for den slesvig-holstenske delstatsregering, der på vegne af ministerpræsident Daniel Günther (CDU) var uforstående over for den danske udmelding.
»Vi har intet hørt om den danske grænselukning, der træder i kraft lørdag middag, sagde pressetalsmanden til Flensborg Avis.
Danmarks justitsminister Nick Hækkerup (S) fastslog på pressemødet, at grænsekontrollen vil være tydelig både ved grænseovergange, i lufthavne og ved færgelejer.
»Vi skal forvente bilkøer ved grænserne. Der vil være køer i lufthavnene. Og vi vil formentlig se helt eller delvis lukning af nogle tog-, fly- og færgeruter,« sagde Nick Hækkerup.