Fortsæt til indhold
Europa

I Norge ser corona-ekspert misundeligt mod Danmark

Norsk hygiejnekspert kritiserer den norske regerings håndtering af corona-virus. Hun mener, myndigheder burde se mod Danmark og bakkes op af ekspert.

»Norge burde se til Danmark.«

Sådan lyder beskeden til de norske sundhedsmyndigheder fra Bjørg Marit Andersen, professor i hygiejne og smitteværn og tidligere smitteværnsoverlæge ved Oslo Universitetssygehus, Ullevål.

I en kronik i det norske medie Aftonposten og i en uddybende kommentar til NRK kritiserer hun de norske myndigheders håndtering af corona-virussens udbredelse i landet.

»Jeg synes, det er for dårligt og for sent håndteret i Norge. Allerede fra starten af burde der have været indført strenge indrejsetiltag med temperaturkontrol og spørgeskema. Det var der chancen for at stoppe smittespredningen her i landet var størst. De bedste tiltag man kan gøre, gør man i starten,« fastslår hun og fortsætter til sammenligningen med Danmark mod syd.

»Danmark ligger foran os. De har taget meget mere drastiske tiltag i brug. Norge burde se til Danmark. De har været meget strenge med indrejsetiltag. I Norge så man, at vi ville komme til at få et stort udbrud, men gjorde kun lidt for at stoppe det i starten.«

Norske myndigheder anbefalede tirsdag, at man bør aflyse arrangementer med flere end 500 deltagere. Danmark indførte lignende tiltag, men hvor antallet lød på 1.000, i fredags.

Mens den danske regering ligeledes tirsdag proklamerede, at der fremover ikke må lande fly, der kommer fra de såkaldte røde zoner som f.eks. Norditalien, kan fly fra disse fortsat lande frit i norske lufthavne.

I Norge er der ifølge tal fra det norske medie VG, der indhenter smittetal løbende fra de norske kommuners hjemmesider, 340 smittede. I Danmark er der 262 smittede personer – et tal der siden mandag er steget fra 59 personer.

Trods den store danske stigning, hæfter professoren sig ved, at alle danske smittetilfælde kan spores til udlandet, mens der findes lokal smittespredning i Norge.

Kritikken bakkes op af Ørjan Olsvik, professor i medicinsk biologi ved Universitetet i Tromsø.

»Strategien burde have været som ved en brand: pøs så meget vand på som muligt for at stoppe den. Det er så vanskeligt at efterslukke en brand,« siger han.

Men den kritik er Frode Forland, fagdirektør ved Folkehelseinstituttet, ikke enig i. Han mener, at tiltagene svarer til trusselsvurderingen.

»Vi er hele tiden optaget af, at tiltagene må være kundskabsbaserede, og de må stå i forhold til den fare, som epidemien udgør,« siger han til NRK.