Italien lægger op til drastiske tiltag mod coronavirus
Indbyggerne i Lombardiet og andre coronaramte områder opfordres til at begrænse deres færden.
Italien beder folk undgå ind- og udrejse af Lombardiet og 11 provinser i andre regioner, der er ramt af coronavirus.
Det viser et udkast til et dekret, der ventes underskrevet af regeringen senere lørdag.
Alene Lombardiet har over ti millioner indbyggere. Her ligger blandt andet storbyen Milano.
Indbyggerne i de områder, som dekretet gælder, opfordres til kun at bevæge sig rundt for at opfylde helt basale arbejdsbehov eller i nødstilfælde.
Skoler i Lombardiet og de 11 provinser holdes lukket frem til 3. april.
Al orlov og ferie for de ansatte i sundhedssektoren bliver inddraget, fremgår det af udkastet til dekretet.
Italienske myndigheder planlægger at lukke blandt andet skisportssteder, museer og fitnesscentre i de coronaramte områder.
Indtil videre er det kun nogle begrænsede områder i det nordlige Italien, der er underlagt karantæne. De er kendt som "røde zoner".
Det dekret, der er fremlagt lørdag, er en markant udvidelse af de eksisterende tiltag.
Nye tal viser lørdag, at der er konstateret over 1200 nye smittetilfælde i løbet af det seneste døgn i Italien.
Dødstallet er oppe på 233 mennesker. Det er en stigning på 36 siden fredag, oplyser Angelo Borrelli, der er chef for de italienske beredskabsmyndigheder.
- Vi vil vinde denne kamp, hvis vores borgere indtager en ansvarlig holdning og ændrer på deres livsstil, siger han på en pressekonference lørdag.
Italien annoncerede fredag en plan om at styrke sundhedsvæsnet med op mod 20.000 ansatte. Det skal blandt andet ske ved at indkalde pensionerede læger og sygeplejersker.
Nord for den italienske grænse melder Frankrig om næsten en tredobling i antallet af smittede i løbet af et døgn, fra 336 til 949.
Antallet af dødsofre i Frankrig er steget fra 11 til 16. De fleste af dem var ældre mennesker over 70 år.