Fortsæt til indhold
Europa

Bølge af drab i London skaber utryghed

Drabstallet er det højeste i flere år - men der er stadig afstand til forholdene i amerikanske storbyer.

Den britiske hovedstad, der er et populært rejsemål for mange danskere, lider under en voldsbølge, skriver flere medier, heriblandt The Telegraph.

Torsdag blev en mand i 20'erne stukket med en kniv i bydelen Hackney. Politi og ambulance blev tilkaldt, men det lykkedes ikke at redde hans liv, og han døde på gaden.

Drabet i Hackney var det tredje indenfor blot 24 timer. De to andre blev begået henholdsvis uden for stormagasinet Harrods og i Greenwich i det sydøstlige London.

Det seneste drab i Hackney bringer drabstallet i London op på 133 i år - det højeste tal siden 2008. Her blev ikke færre end 154 slået ihjel. Herefter faldt tallet og nåede et foreløbigt minimum på 94 i 2014.

Den voldelige udvikling i London blev bemærket tidligere på året af den amerikanske præsident Trump. Han gav borgmester Sadiq Khan skylden for ikke at kunne få styr på især problemer med knivdrab. Og en højreorienteret amerikansk kommentator, Katie Hopkins, gav endda den britiske hovedstad øgenavnet "Stab City" - knivstikkerbyen.

Det amerikanske nyhedsmedie CNN har midlertid gravet i statistikkerne. Og målt efter amerikansk målestok er London ikke specielt hårdt ramt.

Hvor London havde en drabsrate på 1,6 pr. 100.000 indbyggere i 2017, lå New York på 3,4 og Los Angeles på 7. I den høje ende af skalaen befandt Philadelphia sig med 20,1, og rekordholderen var Chicago med 24,1 drab pr. 100.000.